19/20-planen klar: Se ændringerne her




Intet år uden ændringer i turneringen. Det er ved at være et fast mantra, og 2019-2020 sæsonen bliver ingen undtagelse. Ovenpå mandagens møde i Ligaforeningen er retningslinjerne for den kommende sæson lagt.

Der er lagt op til både ændringer i kampantallet, slutspilsformatet, pokalturneringen – og så blev der afvist en ansøgning fra et 10. hold.

48 kampe
Der kommer flere kampe i den kommende sæson, hvor alle klubber møder hinanden seks gange i løbet af grundspillet. Det giver 48 kampe – 24 hjemme- og 24 udekampe.

Final4
Man holder fast i Final4, men kvalifikationen dertil afgøres nu allerede efter 16 kampe i modsætning til 20 i denne sæson. Man sætter dermed afgørelsen efter de første to runder – som i denne sæson.

De fire kvalificerede hold kan i lighed med denne sæson derefter søge om værtskabet for Final4.

Play-in droppes
Man har ligeledes besluttet at droppe play-in, så de otte bedste hold efter 48 kampe går direkte videre til slutspillet.

Set herfra har play-in heller ikke virket som andet end en forlængelse af dødskampen i bunden, så vi er begejstret for denne ændring.

Nej tak, Gentofte
Der er uden tvivl skuffelse og andre følelser i Gentofte i disse dage. Gentofte Stars ansøgning om at blive ligaens 10. hold i 2019-2020 sæsonen blev afvist, da det vurderes, at det er for tidligt at tro på, at Gentofte Stars kan vende tilbage til ligaen som et solidt selskab.