Derbytid: Får vi en ny storsejr over Rødovre?




Mario Lucia Rungsted Seier Capital

Den står på derbytid med sæsonens tredje møde med Rødovre Mighty Bulls.

Her skal Rungsted Seier Capital forsøge at følge op på tirsdagens sejr over Odense Bulldogs med endnu en sejr.

Rødovres kvaler, Rungsteds mulighed

Rødovre har det med at drille, især i Rødovre, så der venter langt fra Rungsted Seier Capital en nem opgave.

Opgaven er måske blevet lidt lettere af Rødovres skadeskvaler, hvor tyrene nu har både Matthias Asperup og nu også Nicklas Carlsen ude i lang tid.

Det stiller et markant større pres på Rødovres to gamle finner, samt Steffen Klarskov og Mads Eller.

Intet nyt kan være godt nyt

I Rungsted-lejren er der ingen meldinger om flere skader efter Odense-kampen.

Det betyder med stor sandsynlighed uændrede kæder, så det ligner endnu et run til Rosenthal, Andersen og Høeg i den tredjekæde, der lavede to mål mod Odense.

Spørgsmålstegnet er mest af alt ved Bertram Jelert. Er han tilbage igen?

Nøglen til sejren

Hvis vi ser bort fra Odense, så er det ligaens mest farlige offensiv mod ligaens næst mindst farlige offensiv, der tørner sammen i Rødovre.

Det manglende offensive output har også været at se i Rødovres seneste kampe, hvor det blot er blevet til to mål i de seneste to kampe.

Rødovre er dog noget stærkere på hjemmebane, men kan Rungsteds defensiv stå distancen, så er vejen til en sejr banet.