Fem på stribe: Rungsted nærmer sig Final4




Nikolaj Rosenthal, Rungsted Seier Capital.

Femte sejr i træk i Metal Ligaen kom i hus, da Rungsted Seier Capital slog Esbjerg Energy med 2-1 i den direkte duel om en plads i Final4.

Organiseret og effektiv

Frustrationerne blev for alvor synlige hos Esbjerg-spillerne mod kampens slutning, men vejen dertil var belagt med en stærk indsats af Rungsted-spillerne kampen igennem.

En solid defensiv gav ikke mange chancer væk til esbjergenserne, der først fik listet en ind bag Thomas Lillie i begyndelsen af tredje periode.

Inden da var det sparsomt, hvor mange store chancer Rungsted havde tilladt.

Fuld plade på bøllebingo

Esbjergensernes manglende disciplin blev i den grad dyr for dem. Den havde nok gjort mere ondt, hvis Rungsted Seier Capital havde straffet den med flere powerplayscoringer.

Der var sådan set også fuld plads i bøllebingo, da Esbjergs udisciplinerede trio: Niklas Andersen, Jannik Christensen og Christian Wejse alle slog vejen forbi straffeboksen.

Da først Marcus Olsson bragte Rungsted foran og Nikolaj Rosenthal udbyggede føringen, begyndte frustrationerne hos Esbjerg-spillerne at vise sig i spillet.

Først fik Andersen taget en slashingudvisning, mens esbjergenserne var i powerplay.

Få minutter efter at Energy var blevet fuldtallige, var det Jannik Christensen, der røg til afkøling. Esbjerg-backen slap med en 2+10 for en checking to the head på Anders Poulsen, der heldigvis kom på isen igen, efter han havde været ude og blive tjekket af hallægen.

Kort tid efter Christensen havde taget plads i straffeboksen, fik han følgeskab af Christian Wejse, der slog til Mattias Perssons knækkede stav på isen i et forsøg på at få den til at ligge i vejen for powerplayet.

Det så dommerne, så Wejse måtte også tage plads.

Tredje periode var generelt præget af mange udvisninger, så spillet på begge fronter kom aldrig til at flyde.

Allerede efter anden periode var hjemmeholdets Jesse Mychan helt oppe i det røde felt, da spillerne skulle ud til pausen.

Mychan var ikke kommet ned derfra og fik bemærket sig med en decideret svinestreg, da han spearede Juuso Pulli der, hvor det gør mest ondt.

Pulli måtte også, med ispose i bukserne, skøjte over i straffeboksen, da han i den episode fik en to-minutters for slashing.

At Christian Wejse og Juuso Pulli ikke kom på kamprapporten igen, da kampen var slut, kan undre lidt. Pulli og Wejse endte her i slagsmål, da Wejse efter hornet havde lydt tildelte Pulli endnu en spearing.

Det var Wejse, der efter at have indledt sæsonen med en karantæne bebudede, at han var blevet klogere, nu hvor han som assisterende kaptajn skal være et forbillede.

Final4 og toppen nærmer sig

Mens sejren for alvor sendte esbjergenserne langt væk fra en plads i Final4, så åbnede den i den grad døren op for Rungsted Seier Capital.

Afhængig af fredagens kamp mod Frederikshavn så kan Rungsted Seier Capital have spillet sig op andenpladsen, inden Final4-kvalifikationen er slut.