Feuk og co. sænkede piraterne

Rungsted Seier Capital jubler efter en sejr.

De røde pirater røg til bunds med mand, mus og Kabanov, da Rungsted tirsdag aften viste, at overtaget mod Aalborg fra pokalfinalen varede ved og hentede en lækker 0-3 sejr i Gigantium.

I Rungsted-målet havde Sebastian Feuk fået chancen for første gang i denne sæson – og den greb han. Sæsonens første kamp blev til sæsonens første shutout, da den 24-årige Rungsted-keeper afviste samtlige af piraternes 23 skud.

Kampen i Aalborg var den første i denne sæson, hvor Rungsted ikke vandt skudstatistikken. Til gengæld var effektiviteten og disciplinen i top, hvor det blev til tre mål på 21 forsøg og blot to udvisninger, hvor de efterfølgende undertalssituationer blev klaret, så kampen ligeledes blev den første, hvor Rungsted ikke indkasserede et powerplaymål.

Perfekt start

Rungsted fik en noget nær perfekt start på opgøret, da Robin Bergman efter små seks minutter bragte Peter Johanssons tropper i front. I stedet for et målrigt opgør udviklede kampen sig mere eller mindre til en direkte duel mellem Tadeas Galansky i Aalborg-målet og Sebastian Feuk, hvor den unge Rungsted-keeper kom ud på toppen.

Med lidt over fem minutter tilbage af kampen strøg Robin Bergman af sted mod Aalborg-målet. Bergmans forsøg passerede Galansky, men krydsede ikke målstregen, før William Boysen sendte den i mål.

Bagud med to med, mens uret tikkede faretruende mod slut, blev Galansky erstattet med en ekstra markspiller, hvilket efterlod et tomt mål, som Mikael T. Christensen så flot fandt med to minutter tilbage.

Tre mål, tre point og et shutout, jo pokaltriumfens skær skinnede fortsat på Rungsted i sæsonens møde med Aalborg.

Kampen i tal

Aalborg Pirates – Rungsted Seier Capital 0-3 (0-1, 0-0, 0-2)
05:58 0-1 Robin Bergman (Marco Illemann, Morten Green)
54:38 0-2 William Boysen (Robin Bergman)
57:57 0-3 Mikael T. Christensen

Udvisninger:
Aalborg Pirates: Ingen
Rungsted Seier Capital: 2 x 2 minutter.

Skud: 23-21 (9-6, 10-8, 4-7)

Tilskuere: 1.829.