Jorden rundt med Rungsted på en weekend: True og Schmidt-Svejstrup scorede igen

Mens Rungsted Seier Capital har haft en kampfri weekend, hvor forberedelsen til de kommende Continental Cup-kampe fylder mest, har Rungsted-legionærerne været i kamp verden over.

Vi begynder denne verdenstour i Canada, hvor Oliver True for anden gang på fire kampe kom på måltavlen. Den unge Ottawa-wing ser ud til at have fået gang i offensiven, siden han i sin 18. OHL-kamp scorede sit debutmål.

LÆS MERE: Konkurrence – Vind øl til fredagskampen

Weekenden bød på back-to-back kampe mellem Ottawa 67’s og Oshawa Generals. Her scorede True sit andet OHL-mål i søndagens 6-2 sejr, da han kort inde i anden periode bragte Ottawa foran med 4-0. 67’s vandt også lørdagens kamp med 5-3, hvilket sender dem til tops i East Division.

I AHL stod den også på back-to-back kampe for Alexander True, der sammen med San Jose Barracuda tørnede sammen med Manitoba Moose i to omgange. Den danske center kom dog ikke på tavlen, men kunne glæde sig over, at San Jose rundede weekenden af med en 4-1 sejr.

LÆS MERE: Holdintroduktion – HC Kurbads

Mens de europæiske ligaer ligger stille, så har der været fuld knald på i Nordamerika. I USHL fortsætter Jacob Schmidt-Svejstrup med at bombe. Med to mål og to assists i weekendens to sejre over Sioux City og Des Moines på henholdsvis 4-2 og 4-0 topper Schmidt-Svejstrup ligaen med 17 point efter 14 kampe. Hele 12 af de 17 point er mål!

Den unge danske forward har en scoringsprocent på hele 24,5, så den 19-årig wing er i den grad stærkt skydende for tiden.