Mestrene jagter top 3 mod de hvide høge




Joachim Holten Møller
Joachim Holten Møller, Rungsted Seier Capital

Det er svært ikke at være begejstret over, at Rungsted Seier Capital her i sæsonens 13. kamp spiller en kamp, hvor en plads i top tre er på spil.

Det havde de færreste af os nok regnet med efter sæsonens første fire kampe.

En andenplads op til cuttet til Final4 er faktisk yderst realistisk. Det kræver dog en sejr i aftenens kamp mod Frederikshavn White Hawks.

Overtaget i topopgøret

Ser vi på de seneste 10 møder mellem Rungsted Seier Capital og Frederikshavn White Hawks, vidner det om et solidt Rungsted-overtag på 7-3.

Som i sæsonens første møde, flere af sidste sæsons semifinaler og ikke mindst pokalfinalen har Rungsted Seier Capital gang på gang formået at trække sig sejrrigt ud af de tætte kampe mod Frederikshavn.

Dertil kommer flere større Rungsted-sejre, så med den indbyrdes historik og den nuværende formkurve, er der bestemt grund til optimisme forud for aftenens topopgør.

Fuld trup ventes

Ovenpå sejren i Esbjerg må vi næsten forvente, at der atter er fuld trup – på nær Mikkel Persson. Lucas Andersen er forhåbentlig helt ovenpå lidt sygdom, så han atter er klar til at træde ind på holdet.

Det må derfor ventes, at der køres videre med stort set samme opstilling som i sejren over Esbjerg.

Om det så atter er Thomas Lillie i målet, eller om Jon Lee-Olsen atter indtager målet, det er så et mere åbent spørgsmål.