Moore på ugens hold i Metal Ligaen




TJ Moore, Rungsted Seier Capital.

TJ Moore er med på Metal Ligaens ugens hold.

– En enkelt assist søndag eftermiddag i Vojens var krydderiet på en strålende indsats fredag aften i målorgiet, hvor Rødovre blev tampet hjem med et nederlag på 5-9 i Bitcoin Arena. Her scorede Moore hattrick og er måske på vej frem til den rolle, han havde sidste sæson i SønderjyskE, lyder begrundelsen for Moores plads på holdet.

Moore var også blandt de straffeslagsskytter, der scorede i straffeslagskonkurrencen i Vojens – til stor irritation for hjemmeholdets fans, der bestemt ikke har tilgivet den amerikanske forward, at han forlod dem til fordel for de danske mestre.

I sidste uge var det Mattias Persson, der havde fået plads på ugens hold i Metal Ligaen, mens det ugen forinden var Gustav Green.

De tre forwards er indtil videre de eneste Rungsted-spillere, der har været valgt til ugens hold i Metal Ligaen.