Optakt: Kommer sejren i dag?

Det fyldte lazaret tyndes mere og mere ud, så det nu kun er Mikael T. Christensen, Robin Bergman, Alexander Jensen og Marcus Olsson, der er ude. Det er selvfølgelig også en del, men med comeback til Morten Green og Mattias Persson, samt tilgangen af Agust Karlsson, er der atter en tiltrængt bredde i toppen af kæderne, så der er noget at skyde med.

Selvom det blev til et nederlag i Odense, så er der grund til optimisme og en tro på, at der snart kommer en sejr i hus, så den lidt kedelige stime kan blive stoppet.

Alle gode gange tre?
SønderjyskE har – og er stadig, været hårdt ramt af skader. Endda hårdere end Rungsted, når man ser på volumen. Det var også to ret så decimerede hold, der tørnede sammen sidst i Saxo Bank Arena, hvor Rungsted vandt ubesværet.

Med ”forstærkningerne” hos Rungsted og en håndfuld skader hos SønderjyskE så står Rungsted stærkt forud for kampen i Vojens. SønderjyskE må forventes at mangle forwarderne Thomas Spelling, Steffen Frank, Greg Gibson, Derek Damon og netop hjemsendte Kevin Henderson, så det burde i den grad være muligt at holde den babyblå offensiv fra fadet.

Fokus her bør uden tvivl være på en god matchning af kæden med Fiddler, Dwyer og Eskildsen, der har stået for noget nær fem ud af SønderjyskEs seks mål i de seneste to kampe.

Flere mand med i bussen?
Fra Rungsteds side er der så det store spørgsmål, om hvorvidt der er yderligere spillere med i bussen, når den drager mod Vojens. Mens vi ikke regner med, at Mikael T. Christensen eller Alexander Jensen er med, så er det spændende at se, om Marcus Olsson og Robin Bergman snart er at se i trøjen igen. Det vil uden tvivl styrke holdet yderligere.

Forventer en sejr
Man skal måske passe på med at skrue forventningerne for højt op, men som Morten Green sagde efter kampen mod Odense, så er undskyldningerne væk. Nedturen skal vendes. Der er ovenpå kampen mod Odense, samt det tag vi har haft på SønderjyskE i denne (og til dels også sidste sæson) ikke grund til andet end at være optimistisk.

Det kan meget vel blive tæt, da SønderjyskE må forventes at være bevidste omkring, at de er ramt på offensiven med fem stærke forwards ude, så deres tilgang til kampen må forventes at være derefter.

Vi har i de tidligere kampe set, at en aggressiv indledning på kampene mod SønderjyskE kan sætte tonen for kampens udvikling og udfaldet. Det må derfor forventes, at Rungsted kommer blæsende ud af bussen, når pucken smides i Vojens.