Så gælder det kampen om førstepladsen!

Det bliver ikke meget bedre som hockeyfan, når ens hold i sæsonens blot tiende kamp skal spillet et topbrag om førstepladsen.

Med plads til 852 tilskuere til tirsdagens kamp mod Herning gælder det om at være hurtigt ude, hvis du skal ind og se sæsonens hidtidige mest ventede og spændende opgør, da kampen desværre – ja, vi kigger lidt knotten i retning af jer TV2Sport, ikke bliver vist på tv. Der skal nemlig vises endnu en esbjergensisk rundbarbering i Champions Hockey League.

Kampens fire nøglepunkter

Hvis vi holder os til den rigtige blå trøje i første omgang, så regner vi stærkt med, at Mikael T. Christensen stryger op i førstekæden og overtager Marcus Nielsens plads som erstatning for Morten Green. TC bør med sin start på sæsonen have spillet sig ind i landsholdsvarmen, hvor det indtil videre er blevet til 11 point (fire + syv) i ni kampe og en samlet ottendeplads på ligaens topscorerliste. Kan TC få mere liv i Robin Bergman og William Boysen, det håber og tror vi på!

Ja, efter fem kampe kaldte vi dem for Danmarks kedeligste kæde, men det ry har andenkæden i den grad fået rystet af sig med en stærk indsats i de seneste fire kampe, hvor de i den grad har været skyld i, at stimen er nået op på syv. Vi håber, at den varer ved i begge ender af banen, når ligaens bedste defensiv tager imod ligaens bedste offensiv.

Rammer vi samme disciplin som mod Frederikshavn og SønderjyskE, så kan vi eliminere Hernings powerplaytrussel. Midtjyderne har i de seneste fire kampe scoret tre powerplaymål på blot otte forsøg. Det er en powerplayprocent på 37,5, så det gælder om at holde disciplinen.

Der er selvfølgelig den store målmandsduel, som vi forventer kommer til at stå mellem Kevin Lindkoug og Ari Ahonen. Lindskoug har siden de første par kampe leveret et stærkt, stabilt og højt niveau. Ahonen fik fine ord med sig ovenpå sin Metal Liga-debut, da Herning senest vandt 3-5 i Rødovre. Ahonen stoppede her 18 af 21 skud, så selv hvis man ikke taler finsk, så bør Herning-målmanden være til at tale med.