Sæsonpremiere – Kampen om Strandvejen del 1

Morten Green, Rungsted Seier Capital.

Endelig. De mest hardcore fans har løbende fuldt udviklingen; afgange og tilgange igennem den fem måneder lange silly season. Frustrationer og skuffelser er glemt og erstattet af håb og troen på, at i år går vi hele vejen.

Som ishockeyelsker så er der noget særligt over den første kamp i en sæson. Nu skal håbet omsættes til virkelig begejstring. Har vi fået sammensat det rigtige hold, der endelig kan spille med i toppen?

Hvis du ikke hører til blandt de fans, der løbende har fulgt opbygningen af årets hold, er følger her de væsentligste ændringer:

Björn Hellqvist stoppende sin danske trænerkarriere efter et år, eller nærmere efter et halvt år.

Fra at vi lå i toppen, så knækkede filmen i december og vi rutsjede hurtigt ned igennem tabellen, og skuffelsen var stor efter endnu et kvartfinale exit. En artikel i Helsingborg Dagblad, hvor Hellqvist sammenlignede trænergerningen i danske med en thailandsk badeferie, kan have været udslagsgivende.

Det var som, at om han aldrig genvandt spillernes og ledelsens respekt efter denne episode. Ind er nu hentet Peter Johansson. Selvsamme træner der har slået Rungsted ud i de to seneste års kvartfinaler. Han må jo kunne et eller andet.

Alle udlændinge er udskiftet

Ind er kommet fire svenskere, en keeper og tre forwards. Alle tre med en ”proven track record”. Bergman og Olsson har vist, at de kan levere i den danske liga, og Mattias Persson har over 350 kampe i Allsvenskan et PPG (points per game) på 0.7. Til at sammenligne med kan vi fortælle, at Morten Green over 389 kampe i Allsvenskan havde et PPG på 0.95.

Spørgsmålstegn ved ny keeper

Spørgsmålstegnet står i år ud for den unge keeper, Kevin Lindskoug, der er opfostret i Malmös og Rögles ungdomsrækker uden de store bedrifter. Sidste år var han pludselig havnet i den hviderussiske liga, hvor han endte som den niende bedste keeper og var reelt kun anden keeper efter en hviderussisk spiller.

Måske også svært at være keeper på et hold, hvor du ikke kan tale med dine medspillere (Kevin fortalte i et interview, at ingen af holdkammeraterne talte engelsk). Vi håber på det bedste. I de tre træningskampe Kevin har stået, har han været rigtig stærk.

Nye nordamerikanere

De sidste tre udlændinge er to canadiske backer og en amerikansk forward.

Ingen af disse spillere nåede i kamp i løbet af pre-season, så det er spændende, hvad vi kan forvente. Men der er ingen tvivl om, at det er spillere af en højere kaliber, end vi er vant til. Spørgsmålet er bare, om de passer til spillet i den danske liga. Begge backer har mange års erfaring fra AHL og spillede i hver sin klub i EBEL sidste år.

Spændende om en af dem er den powerplay-back, som vi har savnet de seneste år. Jack Hansen, kommer direkte fra DEL og er en venstrehåndet forward, er en vigtig detalje for at få powerplayet til at fungere.

Farvel til fire Rungsted-drenge

På danskersiden har vi sagt farvel til Nicholas B. Jensen og Nicolai Weichel, samt ungdomsspillerne Oliver True og Gustav Green, der er rejst på nye eventyr uden for Danmarks grænser.

Ind er kommet den tidligere RIK-spiller Emil Oliver Christensen, der har opholdt sig nogle år i Rødovre, mens Christoffer Lindhøj også er vendt hjem til sin barndomsklub. Endvidere er kontrakten med Marco Illemann, der kom til umiddelbart før transferdeadline sidste år, blevet forlænget.

To nye RIK-talenter er også kommet på kontrakt. Det drejer sig om backen Bertram Jelert (17) og William Nistrup (17). Sidst men ikke mindst er Morten Jensen kommet til fra Rögle, hvor den 20-årige esbjergenser har spillet de sidste fire sæsoner.

Jensen-navnet får måske ikke de store klokker til at ringe hos Rungsted-fans, men Morten Jensen er søn af den legendariske Esbjerg-back, Søren Jensen, hvis trøje nummer 15 hænger i den esbjergensiske hal.

Kædesammensætningen

Selvom de tre nordamerikanske spillere ikke har kunnet deltage i træningskampene på grund af manglende arbejdstilladelser, så tror vi alligevel, at Peter Johansson har kæderne klar.

De to første kæder bliver med stor sandsynlighed Bergmann-Green-Boysen og Persson-Olsson-Hansen. Tredje kæden bliver med sikkerhed duoen Rosenthal-TC, mens den sidste wing sandsynligvis bliver Alexander B. Jensen, men Gade og Christensen bejler også til denne plads efter nogle flotte træningskampe.

De to der ikke kommer i tredjekæden, vil så havne sammen med Marcus Nielsen i den sidste kæde. Mens Nistrup nok her i starten skal håbe på en skade, for at der bliver plads til ham i de fire spillende kæder.

På backsiden er det mere usikkert. Men vi forventer, at Vernace og Nash parres med henholdsvis Morten Jensen og Mathias Røndbjerg. Sidstnævnte kan dog sidde ude med en skade. Han har i hvert fald ikke spillet de sidste par træningskampe.

Tredje backpar bliver Holten-Møller og Lindhøj, der kan forvente masser at istid i box-play i løbet af sæsonen. Vi tror, at Illemann ender som syvende back og Jelert som nummer otte.

Mike Vernace ankom først til Danmark i løbet af denne uge og vil først være kampklar, når arbejdstilladelsen er på plads. Mike er for resten lige blevet far, så husk lige at lykønsk den nybagte far.

Et kig mod stjernerne

Men nok om Rungsted. Modstanderen Gentofte, der overraskende endte i finalen sidste år, vandt 3-2 i indbyrdes opgør sidste år og kommer med næsten uændret hold.

Hvor næsten alle andre klubber udskifter alle eller de fleste udlændinge hvert år af skattemæssige årsager (de bliver dyrere år to), så har Gentofte overraskende forlænget med seks mand. Kun Cam Spiro og Jesse Jyrkkiö er væk. Førstnævnte er erstattet af Ville Järvelainen, der kommer DEL2.

På danskersiden er der også kun få udskiftninger Lindhøj og Fisker er væk på backlinien og erstattet med Rasmus Lyø og Mads Carlsen. Og forwarden Nicki Kisum, der ikke fik meget spilletid sidste år, er rykket til Hvidovre.

Altså møder Rungsteds trup med 13 nye spillere et Gentofte-hold, der er stort set identisk med sidste års sølvvindere.

Selvom Gentofte har holdet med færrest udskiftninger, så har årets pre-season ikke været forbundet med succes. Med to nederlag til Herlev og et til Esbjerg, samt en overtidssejr over Hvidovre, virker det som om, at der er noget, der ikke fungerer.

Uro udenfor banen

Måske skal det findes i uroen udenfor banen. Henover sommeren meddelte folkene bag eliteholdet, at det skulle tættere på amatørafdelingen, men et eller andet er der sket i kullisen, for i sidste uge trak alle de folk, der har været med til at etablere eliteholdet, sig fra Gentofte Stars’ bestyrelse (amatørafdelingen). Det betyder, at amatørbestyrelsen nu sidder med ansvaret for eliteholdet.

Rygterne siger, at en betalingsstandsning eller direkte konkurs er truende nær. Vi håber, at det ikke er sandt og ser frem til, at kampen om Strandvejen vil fortsætte langt ud i fremtiden.

God sæson!