Skadet Rungsted-center: Håber at være tilbage før Continental Cup

Skaderne har taget sin tørn på Rungsted Seier Capital i denne sæson, hvor især spillerne på center-positionerne har stået for skud. Først var det Morten Green, derefter Marcus Nielsen og Mikael T. Christensen. Heldigvis ser det ud til, at det lysner på skadesfronten.

Marcus Nielsen satser på at være klar, når det går løs i Continental Cup. Der blev spekuleret i, hvorvidt den 22-årige Rungsted-center skulle opereres i skulderen, men det slipper Marcus Nielsen heldigvis for.

LÆS MERE: Final Four tager form

– Jeg har genoptrænet, så den er lige så stærk som den anden. Jeg kan højst sandsynligt spille om små to uger. Det er vigtigt, at den er 110 procent, for at jeg kan komme tilbage, fortæller Marcus Nielsen.

En tackling har siden det seneste slag om Strandvejen holdt Marcus Nielsen ude, men hvis alt går som håbet, så er Marcus Nielsen måske endda i kamp igen, når det gælder den sidste kamp før landsholdspausen, hvor Rungsted Seier Capital møder Hvidovre Fighters.

LÆS MERE: Interview med Alexander True: Man skal gøre sig fortjent til spilletid

– Jeg vil gerne have en enkelt kamp inden pausen, siger Marcus Nielsen, der er 13 kampe fra at have spillet sin Metal Liga-kamp nummer 200.