Slava har fundet ny klub – i Letland




ishockey

Slava Trukhno har fundet sin 15. klub i karrieren. Denne gang går turen til Letland for den russiske forward med rødder i Rungsted.

Her skal Slava Trukhno spille for Olimp Riga i den lettiske liga. Olimp Riga ligger lige nu nummer tre med 14 point efter otte kampe – fire point fra førstepladsen.

Den nye lettiske hovedstadsklub har dermed fået en ganske fin start på klubbens første sæson.

I Riga bliver Slava Trukhno holdkammerater med en gammel kending fra Metal Ligaen, idet Olimp Riga har den tidligere Odense, Esbjerg og Aalborg-målmand, Ervins Mustukovs, på mål.

Opholdet i Letland er også begyndt fint for den tidligere Rungsted-forward. Her blev det til en assist på det afgørende mål, da HK Olimp vandt 3-1 over Liepaja.