TC: Det kræver mere end bare at snakke om det

Mikael T. Christensen, Rungsted Seier Capital.

Ambitionen er klar hos Mikael T. Christensen og Rungsted-spillerne. Rungsted Seier Capital skal kæmpe med i den sjove ende af tabellen.

Vi har forud for sæsonens første kamp fanget Mikael T. Christensen til en snak om forventninger, forhåbninger og tilgang til denne sæson.

– For holdet går jeg ind med den ambition om, at vi skal ind og kæmpe med, der hvor det er sjovt. Det er ingen hemmelighed, at vi har store ambitioner med Rungsted her og gerne vil kæmpe med om medaljerne, men ved jo i forhold til sidste sæson, at det ikke er noget, der tager et par et par måneder, men en hel sæson med koncentreret arbejde, fortæller Mikael T. Christensen til Champagnebugten og fortsætter:

– På mange måder er vi nogenlunde på samme sted som sidste år. Sidste år så det meget positivt ud. Vi har fået nogle spændende udlændinge ind. Vi vil gerne kæmpe med, der hvor det er sjovt. En ting man lærer som ishockeyspiller, især efter sidste sæson, er, at det kræver, at man kan tage nogle tæsk over længere perioder, og at det kræver mere end bare at snakke om det.

Landsholdet trækker

Den evigt hårdtarbejdende center har også ambitioner om succes udenfor Metal Ligaen. Sidste sæson blev det til otte kampe og to assists i landsholdstrøjen for TC, der håber på flere kampe med løven på brystet.

– Personligt har jeg et par mål om at komme med til et par samlinger. Og så bare forbedre mig på alle facetter, fortæller Mikael T. Christensen.

Strukturen ændrer ikke på noget

45 kampe er blevet til 50, mens pokalturneringen er blevet til en final four i Herning. Metal Ligaens strukturændring påvirker dog ikke tilgangen til sæsonen hos TC og holdkammeraterne.

– Det har været den samme forberedelse som sidste år. I og med at pokalen er blevet til en final four, kræver det en god start for at kæmpe med om den. Men det kræver altid en god start på sæsonen for at få ro på, så det ændrer ikke rigtigt noget.