Titelforsvaret begynder på heden




Marcus Olsson, Rungsted Seier Capital.

Forsvaret af the double begynder i dag, når Rungsted Seier Capital på udebane møder Herning Blue Fox i mestrenes første kamp i 2019-2020 sæsonen.

Herning regnes atter blandt favoritterne – og er ifølge bookmakerne endnu engang en markant større favorit end Rungsted Seier Capital.

Det var de så også sidste sæson…

Afsæt i CHL

Lørdagens Champions Hockey League-kamp mod HC Pilsen viste, at mestrene er oppe i gear.

Kan man bringe det spil og det tempo på tirsdag, så ser det lovende ud, selvom spillet næppe bliver det samme, når der venter en hjemlig modstander.

Puckbesiddelsen og presset bliver uden tvivl anderledes, da Herning, selvom de er blandt favoritterne, næppe kommer med samme tempo, fysik og kvalitet, som HC Pilsen og Zug gjorde.

Herning er dog allerede gået i gang med sæsonen.

Midtjyderne vandt deres første kamp 2-1 over SønderjyskE, hvor de formåede at bryde igennem SønderjyskE-defensiven en afgørende gang lige før lukketid.



Persson-frit hold?

På mange måder bliver det næsten den første kamp, hvor Rungsted Seier Capital stiller med fuldt hold.

Og så alligevel ikke, for Mikkel Persson er med sikkerhed ikke med i kampen.

Spørgsmålet er til gengæld, om hans svenske navnebror, Mattias, er med i kampen.

Det har været sparsomt med meldingerne om den svenske playmaker, siden han udgik af kampen mod HC Pilsen.

Vores meldinger går dog på, at Mattias Persson er med, når den står på rævejagt i det midtjyske.



Hvor står de nye?

Sæsonpremieren byder også på første reelle billede af, hvad ”de nye” spillere på holdet kan, ud fra et mere realistisk sammenligningsgrundlag.

Mario Lucia har i perioder vist stærkt spil i CHL-kampene, men hvor stærk er Lucia i forhold til konkurrenterne i Metal Ligaen?

Det samme gør sig gældende for Willie Raskob og Shane Hanna. Herning-kampen giver første fingerpeg i forhold til holdets styrke.



Skydeskive på ryggen

”Overraskelsen”, som Rungsteds mesterskab – og pokaltitel, flere steder er blevet kaldt, har medført, at Rungsted Seier Capital i denne sæson er HOLDET, som alle andre hold vil slå – og nok også gerne gøre lidt ekstra for at slå.

Det er dog svært at se helt præcis, hvad overraskelsen bestod i, når der var tale om et hold, der over flere sæsoner blev bygget op og endda gik fra en bronzemedalje til en guldmedalje.

Uanset hvad så har Rungsted Seier Capitals doubletriumf gjort ondt på selvforståelsen i andre klubber, der nu skal forholde sig til, at der er kommet endnu en konkurrent, der vil spille med der, hvor det er sjovt.

Opgaven i denne sæson er, også selvom der har været en del udskiftninger i truppen, at forsvare guldet og vise, at man er kommet for at blive.

Jyske klubber og fans vil uden tvivl gå ind til sæsonen, som om alt er ved det gamle, nemlig at guldet skal fordeles mellem Herning, SønderjyskE og Esbjerg .

Eller ”de nye” jyske spillere i toppen i form af Aalborg og Frederikshavn.

Det bliver derfor yderst spændende at se, om Rungsted Seier Capital endnu engang kan give den jyske ishockeyforståelse endnu et hak i tuden.

Det kan bedst gøres ved at sende et stærkt signal mod en ambitiøs mesterskabskandidat i deres egen hule.

Og det er lige netop det, som Rungsted Seier Capital skal forsøge at gøre i sæsonpremieren i Herning.