Øv! Førstepladsen røg til Herning




Der var kamp om Metal Ligaens topposition, da Rungsted Seier Capital tog imod Herning Blue Fox. Efter at have været bagud 0-3 var Rungsted godt på vej mod et stærkt comeback, men det udeblev, hvorved den flotte sejrsstime blev brudt.

Denne gang havde Alexander Jensen taget centerpladsen i førstekæden, mens Marcus Nielsen var gledet ind som wing i tredjekæden.

Slaget om førstepladsen blev indledt med højt tempo og god ishockey, der var en topkamp værdig. Marcus Olsson kom frem til kampens første store chance, men uden held. Et tidligt powerplay satte efterfølgende Herning i gang, hvor midtjyderne kom frem til et par gode muligheder.

Marcus Olsson havde efterfølgende endnu en stor mulighed, men ind ville pucken ikke. Det ville den dog – efter lidt tilfældigheder og heldige omstændigheder i den anden ende, da Rungsted var i overtal. Først leverede Herning i undertal et forsøg på undersiden af overliggeren, men selvom pucken efterfølgende kom ud af zonen, kom den hurtigt retur, så Toni Kallela kunne bringe Herning i front med et undertalsmål.

Det virkede dog ikke til, at drengene lod sig slå ud af undertalsscoringen. Kort derefter var først Marcus Nielsen tæt på i flere omgange, inden Mattias Persson senere havde et forsøg på stolpen. Jo, chancerne var der, men ind ville den lille sorte ikke. I stedet for en udligning udbyggede Herning føringen, da Kallela og co. gled imellem backerne og satte den ind mellem benene på Lindskoug.

Endnu engang havde vi et forsøg på metallet, da Jake Hansens skud klingede af på overliggeren. Perioden blev afrundet nærmest som den begyndte; med en stor chance til Marcus Olsson, men en scoring af hjemmeholdet lod desværre vente på sig.

Comeback under opsejling?

Efter den første pause kom Rungsted stærkt ud til anden periode, men trods flere gode forsøg, så gik det som i første periode, at når man ikke udnytter sine chancer, så scorer Herning. Denne gang var det Antti Kerälä på en kontra.

Denne gang kom modsvaret mere kontant – og med lidt held. En ellers velspillende Ari Ahonen måtte nøjes med at halvklare Morten Jensens skud, så reduceringen kom blot 37 sekunder efter 0-3 scoringen. Rungsted var ikke slået ud!

Minuttet efter reduceringen måtte Joachim Holten Møller stå for skud, da Daniel Nielsen (forwarden) gav Rungsted-backen en voldsom tur i banden. Havde brillerne været lige så blå som vores, så var Nielsen nok blevet idømt en badebillet frem for blot en to-minutters. Men Nielsens aktion blev der efterfølgende takket for med en powerplay-scoring, da Mikael T. Christensen eksekverede et stærkt powerplay ved at smække pucken op i nettaget. 2-3 nu ovenpå to Rungsted-scoringer indenfor tre minutter.

Chancerne til en udligning var der bestemt, hvor især andenkæden ført an af Marcus Olsson testede Ahonen i Herning-målet. Selvom Rungsted pressede på, så lurede Hernings kontramaskine som en evig fare.

Anden periode fik dog med Rungsted-briller en forfærdelig afslutning, da Brendon Nash med en afventende tripping-udvisning lavede en checking-to-the-head på Daniel Nielsen (backen) og blev sendt i bad. Forude ventede der så syv minutters undertal for Rungsted. Langt fra den bedste forudsætning for at fuldfører et comeback.

Stimen røg

Men, powerplayscoring til Herning blev der intet af i det syv minutter lange powerplay. I stedet var William Boysen tæt på at bringe comebacket tættere på at blive realiseret, da han med syv minutter tilbage af tredje periode fik en kæmpe chance, men Ahonen snuppede forsøget. Det lignede derfor sidste udkald, da Herning med små to minutter tilbage fik endnu en udvisning for for mange spillere på isen. Kevin Lindskoug blev derfor erstattet af en ekstra markspiller i et forsøg på at hente den udlignende scoring.

I stedet for 3-3 endte det med en 2-4 scoring i det tomme mål, sat ind af Daniel Nielsen. Herning bevarede dermed førstepladsen og satte en stopper for Rungsteds flotte sejrsstime.

Kampen i tal

Rungsted Seier Capital – Herning Blue Fox 2-4 (0-2, 2-1, 0-1)
10:13 0-1 Toni Kallela (SH1)
16.24 0-2 Toni Kallela (Jan Delecky, Antti Kerälä)
26:39 0-3 Antti Kerälä (Toni Kallela)
27:16 1-3 Morten Jensen (Mathias Røndbjerg, Nikolaj Rosenthal)
30:01 2-3 Mikael T. Christensen (Robin Bergman) (PP1)
57:54 2-4 Daniel Nielsen (SH1)

Udvisninger:
Rungsted Seier Capital: 4 x 2 min., 5 min. + game misconduct (Brendon Nash)
Herning Blue Fox: 5 x 2 min.

Skud: 34-30 (14-12, 12-11, 8-7).

Tilskuere: 852.