BID DATA efter 45 runder: Lucia og Lillie i storform




Sæsonens vigtigste sejr indtil videre i Metalligaen. Det virker næsten som om at slutspillet allerede er i gang!!! Med dagens sejr afgør vi selv om vi vil slutte i Top4.

For første gang i lang tid, så er modstandernes scoringer lavere end i sidste sæson( 2,4 mod 2,55). Og det er kun i udebanekampen mod Ålborg Pirates, at vi har lukket mere end to mål ind i de senste 5 kampe.

Lillie har fundet storformen på det rigtige tidspunkt. I dag blev det til en redningsprocent på 93.5% og i de sidste 5 kampe er redningsprocenten oppe på 92%. Det ser altså ud til, at Lillie, lige som sidste år, har et ekstra gear, når de vigtige kampe kommer.

Er Lucia vågnet?

Det har hele sæsonen været som om Mario Lucia kan lidt mere end hvad han viser frem. I dag blev det til 2 mål og han er dermed kun 3 point efter Shane Hanna på førstepladsen.

Rasmus T. Andersson er også godt kørende med 5 point i de seneste 5 kampe. Dermed deler han 6. pladsen på topscorelisten med Nikolaj Rosenthal.

Lillie i storform

Hvis man ser bort fra den svære udekamp i Ålborg, så har Lillie’s redningsprocenter i de seneste kampe været: 92,3%, 95,8%, 91,3% og 93,5%. Det er stærke redningsprocenter. Kan Lillie holde disse ind i slutspillet, så skal modstanderne til at snøre skøjterne, hvis de skal være med.

Andersson stærkest i 5-mod-5

Andersson har primært haft succes med sine first-timer mål i powerplay. Men nu kommer succesen også i 5-mod-5. Han fører plus/minus for de seneste kampe. Totalen for sæsonen er dog stadig i minus (-3), så der skal lige laves et par kasser i de sidste 3 kampe for at slutte sæsonen i plus.