BIG DATA efter 10 runder – Olsson & co. er bedst




Marcus Olsson

Stadig bedre pointgennemsnit per kamp end i guldsæsonen

I forhold til guldsæsonen, hvor vi dominerede ligaen fuldstændigt, så ligger vi efter 10 kampe stadig med et bedre målgennemsnit i denne sæson.

Hovedårsagen til dette er special teams. Vanvittige 40,5% i udnyttelse af vores power play-situationer (vi scorer 1,7 mål i power play pr. kamp) og en penalty killing 82.5% (modstanderne scorer kun 0,7 mål mod os pr. kamp).

På effektivitetssiden er vi også bedre end i guldsæsonen. Vi scorer på 14,5% af vores skud og kun 9,7% af modstanderne skud går i mål (udelades Aalborgs mål i tomkasse så er modstanderne scoringsprocent helt nede på 9,0%).



Olsson & Co er bedst

Kaptajn Olsson er efter 10 kampe nummer et på topscorelisten i Metal Ligaen, og kædekammeraterne kommer lige efter – Persson (5) og Hardt (7).

Dermed er kæden den bedste i ligaen med totalt 24 scorede mål – 10 af disse er scoret af Nichlas Hardt, der dermed er den mest scorende spiller i ligaen.

Op imod Sarault-kæden så står det 24 – 15 i det indbyrdes opgør.

I spil fem mod fem står det 12-8 til Olsson-kæden, der også laver flest mål i power play. Her står det 10-7. Oven i det har både Olsson og Hardt scoret i undertal.

Så det er som i guldsæsonen de to kæder, der skaber alt det offensive, mens de øvrige spillere i princippet blot skal holde nullet.

Det er også kun blevet til fire mål her, tre af Rasmus Andersson og et af Oscar Schulze i fem mod fem, mens de har været på banen på seks baglænsmål. De øvrige baglænsmål i fem mod fem er fordelt med ni mod Olsson-kæden og seks mod Sarault-kæden.

Dermed ser kædestatistikkerne således ud i fem mod fem spil: Olsson-kæden 12-9, Sarault-kæden 8-6 og de øvrige 4-6. Totalt 24-21.

Ikke så overbevisende som man skulle tro på forhånd. Men så længe special teams virker, så er det jo ikke noget problem.



Grubak fortsætter med at imponere

David Grubak blev indskiftet i kamp to mod Herning, efter at Nihlstorp og Hannas sammenstød bag målet, hvilket resulterede i, at Nihlstorp måtte udgå med hjernerystelse. Grubak har her spillet langt over forventningen.

Nihlstorp var tilbage i kamp ni mod Aalborg, hvor han igen måtte udgå efter at være blevet ramt i hovedet i et sammenstød med en Aalborg-spiller, hvor han slog hovedet ind i stolpen.

En situation som med blå briller burde have givet en længere karantæne til Aalborg-spilleren. Grubak passede målet i tredje periode og igen mod Frederikshavn i tirsdags på imponerende vis.

For at dække af for Nihlstorp er Frederik Dichow lejet ind. Han stod en sikker kamp på hjemmebane mod Odense og var derudover på banen i 51 sekunder i udebanekampen i Odense, mens Grubak blev testet for hjernerystelse efter et sammenstød med en Odense-spiller.

Forlydender siger, at Dichow er på mål igen, når vi spiller i Rødovre fredag aften, mens Grubak står i den kommende søndagskamp.

Nihlstorp, der allerede træner med holdet, bliver dermed sparet til efter “landsholdspausen”.



Problemet i nord

Alt er næsten perfekt, men der er et lille problem der skal løses inden slutspillet. Det er piraterne fra Aalborg.

Et fantastisk mandskab med både stærke topkæder og en stor bredde. Det er blevet til 1-5 på hjemmebane og 3-6 på udebane.

I den første kamp blev vi spillet ud af banen, mens vi i Aalborg var foran 2-0 og dominerede første periode fuldstændigt, inden Aalborg kom stærkt tilbage og vandt de sidste to perioder 5-1.

Så Hjalmarsson og Green må i tænkeboks. En redningsprocent på 81,7% mod Aalborg tyder på, at vi ikke helt kan følge med i omstillingsspillet, og at Aalborg får for mange store chancer.