Big Data – Evaluering efter 3. spillerunde (24 kampe)




BIG DATA

Med to sejre over Herlev Eagles sluttede tredje spillerunde. Vi har dermed spillet 60% af grundspillet og mødt alle hold tre gange (pga. dennes weekend back-to-back kampe mod Herlev Eagles, så har vi mødt dem fire gange og har kun mødt Rødovre Mighty Bulls to gange. Dette udlignes, når vi i julen spiller back-to-back kampe mod Rødovre Mighty Bulls).

Denne runde var vi med syv sejre (to dog kun i overtid) og ét nederlag lige så overlegne som i sidste runde. Dermed blev pointhøsten i denne runde 19 point (den var henholdsvis 18 og 20 i de to foregående runder).

Vi ligger dermed 11 point foran ligaens nummer to, SønderjyskE, som i øvrigt er det eneste hold, som vi har en negativ statistik imod. Af de 15 point vi har mistet i denne sæson, er de syv point mistet til SønderjyskE. Flemming Green & Co. må ud og lede efter nøglen, der kan åbne SønderjyskEs beton-defensiv. Den indbyrdes målscorer hedder 4-9, selvom vi har vundet skudstatistikken med 85-60. Dermed er vores scoringsprocent mod SønderjyskE nede på 4,7%. Til sammenligning er den 14,0% mod de øvrige hold. Powerplay-effektiviteten er også kun 12,5% mod SønderjyskE, mens den mod de øvrige hold er 31,0%. Men andre ord ”we got work to do”.

Alle andre lamper lyser stadig mørkegrønt. Vi har maksimum point mod Esbjerg, Herning, Frederikshavn og Herlev. Og med 57 point er vi kun 5 point fra det pointtal som Champagnebugten estimerede før sæsonstart (62). Dermed styrer vi direkte mod en førsteplads i grundspillet.

Eneste lille detalje som man skal være opmærksom på, er at vi har tilladt 0,5 mål mere ind i tredje spillerunde, sammenlignet med de to foregående.

Skud på mål
Vi fortsætter med at være holdet med flest afslutninger på modstandernes mål. Efter 24 kampe har vi haft 780 afslutninger. Dette har resulteret i 99 mål og en scoringsprocent på 12,69%. Fordelt på de tre spillerunder har scoringsprocenten været henholdsvis 10,6%, 13,5% og 14,3%. Så selvom om vi i tredje runde har haft 36 færre skud på mål, så er scoringsprocenten forbedre til 14,3% (svarende til to mål flere).

Overordnet er der en negativ tendens i antal skud på mål, der over de tre spillerunder har været 282, 267 og senest 231. Med andre ord, så har vi i tredje spillerunde haft 6 skud færre på mål pr. kamp end vi have i første spillerunde.

I den anden ende er vi mere stabile. Vi tillader stadig kun 20 skud på mål i gennemsnit (dette var 29 i sidste sæson). Vi er stadig mest overlegne i første periode, hvor skudstatistikken i gennemsnit er 11-6.

Den forbedrede scoringsprocent opvejer det faktum, at vi i første runde havde en gennemsnitlig skudstatistik på 34-21. I anden runde er denne faldet til 32-23. Vi har altså haft to skud færre på mål per kamp og tilladt modstanderne to skud flere per kamp i anden runde i forhold til første runde. Dette er dog stadig væsentlig under de 29, skud som vi tillod per kamp i sidste sæson.

Scoringer
30 mål i første runde og 36 mål i anden runde blev i tredje runde fulgt op med 33 scoringer. Dermed er vi oppe på 99 scoringer. Dette er 18 mål flere end det næstmest scorerende hold (Aalborg Pirates).

Hvor vi har flest skud på mål i første periode, så scorer vi flest mål i tredje periode, hvilket må tages som et tegn på, at vi henover kampens forløb kører modstanderne trætte.

Scoringsprocenten fordelt på perioder er 10,5%, 11,2% og 16,5%. Målscoren på 99-61 er fordelt med 29-19, 30-26 og 37-16 over perioderne. Måske slappes der for meget af i anden periode. Det er i hvert fald her der lukkes flest mål ind.

Keeper stats
Bortset fra første periode i Odense-kampen har Thomas Lillie stået på mål i samtlige minutter i tredje spillerunde. Hans redningsprocent har været 85,0% i denne spillerunde, hvilket langt fra lever op til, hvad der forventes at en førstemålmand. For sæsonen er Lillie nu på 88,5%.

Den dårlige redningsprocent opvejes af, at vi tillader så få skud mod vores mål. I tredje spillerunde er der scoret 2,59 mål per kamp mod Lillie. For sæsonen total er dette tal 2,39. Altså en negativ tendens, men skal på et godkendt niveau.

Champagnebugten satte Lillies forventede redningsprocent til 91,1% – svarende til gennemsnittet af hans sidste to sæsoner. Dette tal lever han stadig ikke op til med en redningsprocent, der nu er under 90%, nemlig 88,5%.

Lillie er dog her på siden tre gange blevet valgt til kampens MVP, så der er positive tendenser, men bundniveauet er indtil videre for lavt. Hovedårsagen til den lave redningsprocent er ikke Lilies skyld, der er vores boxplay, der skal forbedres. Ni af de 21 mål, som Lillie har lukket ind i tredje spillerunde, er nemlig tilladt, mens vi har været i undertal.

Spillerstatistik
Undervejs i tredje spillerunde var vi oppe på syv spillere, der har lavet mere end 1,00 point i gennemsnit per kamp. Rosenthal er dog med sine 22 point i 24 kampe igen gledet under den magiske grænse. Bergman er med 25 point også i risikozonen. Derimod indtager Mattias Persson nu førstepladsen i ligaen med 34 point (8+26) og Sarault kommer ind på tredjepladsen med 32 point (9+23). Tim Daly er bedste back med 28 point (5+23), hvilket også giver ham en sjetteplads på den totale liste. Fiddler er den sidste Rungsted Seier Capital-spiller i top 10 med 27 point (12+15). Lige uden for top 10 ligger Olsson og Bergman på henholdsvis 12. og 13. plads.

Rosenthal er holdets absolutte skarpretter med 16 mål. Dette er i ligaen kun overgået af Herlev Eagles’ Thörnberg med 17 mål. Vi er stensikre på, at vi har en topmotiveret Rosenthal i de kommende kampe. For hvordan vil en landsholdstræner kunne lade være med at udtaget ligaens topscorer? (Over til dig Heinz!)

Andersson og Krag fortsætter med at være i ”rødt” og leverer dermed færre point, end de gjorde i sidste sæson. Som vi tidligere har skrevet så, er dette års tredjekæde ikke så produktiv, så som de tidligere år. Manglen af TC er synligt.
Svenskerkæden fortsætter med at være total overlegen i fem mod fem, mens førstekæden er vores stærkeste powerplayvåben.
I tredje spillerunde blev vores nye spiller, Frederik Høeg, den sjette mand i truppen, der scorede i undertal.

På +/- siden så fortsætter Røndbjerg med at imponere med +19, og der dermed den klart bedst back i denne vigtige disciplin, der er de to unge backer Jelert og Schulze begge i minus.

Andersson og Krag var også -1 i 3. spillerunde og er nu på henholdsvis -4 og -5.

Bedste kæde i ligaen er Olsson-kæden med på Olsson +22, Bergman +22 og Persson +24.

Special Teams

5 mål på 22 powerplays faldt den udnyttelsesgraden 29,6% efter 2. spillerunde til 28,2%, men dette er stadig langt over de 20% som betragtes som et acceptabelt niveau. Her er det Rosenthal-kæden, der er skarpest.

Box-playet i 3. spillerunde var ikke succesfuldt. Hvor vi i de to første spillerunder kun havde tilladt 11 mål på 63 forsøg svarende til en penalty-killing på 83,0%, så lukkende vi 11 mål ind på kun 32 forsøg i 3. spillerunde svarende til en penalty-killing på 65,6%.

Sammenfatning
20 sejre og fire kun nederlag. 57 point og et forspring på 11 point til nummer to, samt 22 point til nummer fem siger jo alt. Tredje spillerunde var lige så stabil som de to første, og forspringet er nu signifikant. Vi har statistikmæssigt de to bedste kæder i ligaen.

På forbedringssiden skal der arbejdes med boxplayet, der ikke holder niveau. Det er skyld i, at Lillies redningsprocent bliver meget lav. Så færre udvisninger og bedre boxplay er områder, der skal forbedres.
Tredjekædens fem mod fem bør også kunne forbedres. Med tilgangen af Frederik Høeg er truppen blevet lidt bredere, så dette burde være en mulighed i fjerde spillerunde, der allerede er i gang på fredag, hvor der er gratis øl til de fremmødte.

Som vi skrev i en artikel i den forgangne uge, så der tilskuertallet også det højeste i mange år, så vi kan kun opfordre jer til at tage familie og venner med til de kommende kampe for i år, for der er underholdningen i top.