Big Data: Evaluering efter 4. spillerunde (32 kampe)




BIG DATA

Big Data – Evaluering efter 4. spillerunde

Fjerde runde er afsluttet og for første gang kom Rungsted ikke ud af denne runde som det bedste hold. Forspringet ned til SønderjyskE er skrumpet fra 11 point til sølle 4 point, via fire nederlag til vores største konkurrenter (SønderjyskE, Aalborg, Esbjerg og Frederikshavn).

Vi mærkede for første gang modgangen. Med Gustav Green og Oscar Schulze til U20-VM og Andersson, Persson og TC ude med skader, samt to spilledages karantæne til Morten Jensen, så viste truppen sig for smal. Samtidig har næsten alle vore modstandere forstærket truppen på importsiden.

Det blev også en spillerunde, der betød til pludselig skifte på trænersiden, da Flemming Green måtte stoppe med omgående virkning. Betydningen af dette (vis nogen), vil dog først blive synlig i de kommende kampe.

Lige nu er der 10 dages kamppause før det går løs til Final 4 i Ålborg. Ikke just den bedste forberedelse.

Vi kigger lidt nærmere på de indbyrdes statistikker inden semifinalen mod Ålborg i slutningen af artiklen.

Selvom 4. spillerunde ikke var på niveau med de tre første, så er vi med 68 point allerede forbi de 62 point som vi estimerede holdet til at opnå i hele grundspillet, de 62 point svarer til de 1,55 point per kamp som vi opnåede i sidste sæson.

Opnår vi 12 point eller mere i 5. spillerunde, så vil vi nå den magiske grænse på 2 point per kamp. Det må være det umiddelbare mål for 5. spillerunde og så samtidig holde SønderjyskE bag os.

Vi har alle fire forfølgere (Esbjerg, Frederikshavn, Ålborg og SønderjyskE) på hjemmebane og alle bundholdene på udebane, så forudsætningerne for at forsvare førstepladsen er tilstede.

Skud på mål

Den negative tendens i skud på mål fortsatte i 4. spillerunde, hvor vi kun havde 210 afslutninger på mål. Dermed er antallet af afslutninger faldet løbende over de fire spillerunder (282, 267, 231, 210).

I den anden ende blev 4. spillerunde den første, hvor vi tillod modstanderne mere end 200 skud på mål. Hvor vi de første tre spillerunder har tilladt 20-22 skud, så var dette helt oppe på 26 i 4. spillerunder. Og dermed er overlegenheden i afslutninger væk. Tallet er dog stadig lavere end sidste år, hvor vi tillod 29 skud mod vores mål i gennemsnit.

Scoringer

Det var ikke bare antallet af skud på mål der fald i 4. spillerunde. Scoringsprocenten faldt også fra 14,3% i 3. spillerunde til 10,9% i 4. spillerunde, dermed faldt antallet af scorede mål fra 33 til 23.

Vi er dog stadig det mest scorende hold med 122 mål og har den højeste scoringsprocent på 12,3%.

Bagud har vi tilladt 81 mål. Det er hele 16 mål mere end SønderjyskE, der med deres betondefensiv ikke tillader mange baglænsmål. Med Playoff rundt om hjørnet, så skal vi have reduceret modstandernes scoringer.

Det er nok også derfor, at klubben i sidste uge annoncerede, at man var i markedet efter en 8. import, der skal være en back.

Keeper stats

I 4. spillerunde stod Jon Lee-Olsen kampen mod Rødovre det blev til 28 redninger og kun et mål. Svarende til en redningsprocent (SVS%) på 96,6%.

I de øvrige 7 kampe som Thomas Lille stod havde modstanderne 175 afslutninger på mål og scorede 19 gange. Tre af disse scoringer blev dog scoret mens Lillie i sidste minut i kampene mod Ålborg, Frederikshavn og SønderjyskE var erstattet af en markspiller.

Derfor er Lillie kun registreret for 172 skud og 16 mål svarende til en SVS% på 90,7% og en GAA på 2,31. Dette giver en samlet SVS% for 4. spillerunde på 91,5% og en GAA på 2,14, hvilket er klart bedre end de første tre spillerunder der i gennemsnit lå på 88,5% og en GAA på 2,45.

Så selvom vi i denne runde tabte 4 kampe, så leverede målmandsteamet deres bedste præstation indtil videre i sæsonen og det er første spillerunde, hvor de faktisk indfrier Champagnebugten’s forventede redningsprocent på 90,7%. År til dato er de dog stadig på 88,8%. Til sammenligning så ligger SønderjyskEs målmandsteam på 92,5%, Ålborgs på 90,1% og Frederikshavns på 91,7%.

Spillerstatistik

Kæden med Rosenthal-Fiddler-Sarault-Daly-Fredriksson fortsætter at producere. I 4. spillerunde stod de for 15 ud af de 23 scorede mål. Derimod kostede det dyrt at have Persson ude i 6 kampe for svenskerkæden.

I 3. spillerunde scorede Bergman 6 gange, i 4. spillerunde blev det kun til et enkelt mål. Totalt scorede svenskerkæden kun 5 mål (inklusive de to mål Gade scorede som vikar for Persson).

De sidste tre mål blev indsat af True, Høeg og Green.

Afsavnet af Persson er meget synligt. Med ham ude, så havner vi reelt på en producerende kæde.

Selvom Persson har været ude de sidste 6 kampe, så ligger han stadig på en 7. plads på ligaens pointliste. En liste som Rungsted stadig dominerer med 4 mand i Top10.

Rosenthal kæmper stadig om at blive topscorer i ligaen. I 4 spillerunde blev det til 4 kasser og han er dermed oppe på 20 scorede mål, hvilket giver ham 2. pladsen på listen. Herlevs Thörnberg scorede 7 gange i 4. spillerunde, han øgede dermed forspringet til 4 mål ned til Rosenthal på 2. pladsen.

Svenskerkæden, der har været vores stærkeste kæde i 5 mod 5 udbyggede ikke deres positive +/- statistik. Faktisk gik både Olsson og Bergman fra +22 til +21. Så hvor de, i de første 3 spillerundre har været +7 per runde, så blev det til -1 i 4. spillerunde.

Røndbjerg imponerer fortsat, han er er nu på +21, mens hans back-makker Morten Jensen ”kun” er på +13.

Det meget offensive spil som vores meget producerende førstekæde leverer koster mål i den anden ende. Daly har været inde på flest baglæns mål (24) og Sarault næstflest (20) i 5 mod 5. Dette hænger selvfølgelig samme med, at de begge har meget istid og, at de mange gange er inde mod modstandernes bedste kæde. Men de har lukket cirka dobbelt så mange mål ind som svenskerkæden, hvor Olsson, Bergman og Persson står på hhv 12, 11 og 10.

Selvom førstekæden lukker mange mål ind, så scorer de flere, så dette kunne være et argument for at fortsætte det seværdige og offensive spil. Problemet er bare at de flere scorede mål, er mod de dårligere hold. Tager med de 4 kampe mod Frederikshavn, Esbjerg, SønderjyskE og Ålborg, så var Daly kun inde på to scorede mål i 5 mod 5, mens han var på banen 6 gange, når modstanderne scorede i 5 mod 5. Det samme negative billede gælder for Sarault, der kun var inde på 1 scoret mål og samtidig være inde på 5 baglæns mål.

Dette er noget, der skal arbejdes med inden playoff.

Special Teams

Med ni powerplay-mål på 37 forsøg, så var udnyttelsesgraden 24,3% lidt lavere end i de første tre spillerunder. Syv af de ni mål blev scoret af førstekæden.

I boxplay scorede modstanderne 6 gange på 27 forsøg svarende til en udnyttelsesgrad på 22,2%, hvilket er en forbedring i forhold til de foregående spillerunder. Men tallet skal gerne ligge under de 20%. Så dette er ikke godkendt.

Ser vi isoleret på special teams mod SønderjyskE og Ålborg så scorer de på cirka hvert tredje powerplay, mens vi kun scorer mod dem i hvert 10. powerplay!!!

Sammenfatning

Dette var første spillerunde, som vi ikke vandt og forspringet til Sønderjyske er skrumpet til 4 point. Der er dog et godt stykke ned til Frederikshavn og Ålborg, så den sidste spillerunde bliver en kamp om at forsvare forspringet til SønderjyskE.

På den positive side, så forbedrede målmandsteamet sig i 4. spillerunde. Om selvom 4 kampe blev tabt, så var det alle på små marginaler. Men savnet af især Persson betød, at svenskerkæden ikke kunne fortsætte deres dominerende spil.

Derudover kunne vi se en tendens til, at vores førstekæden klarer sig dårligt mod de øvrige tophold i spil 5 mod 5, de er derimod  totalt dominerende i vores powerplay, hvor de i sidste runde scorede 7 ud af 9 powerplay mål.

I sidste spillerunde har vi alle topholdene på hjemmebane, så dette burde være en fordel i kampen om at vinde grundspillet.

Lige om hjørnet venter Final4 samt diskussionerne om hvilket hold, vi skal vælge i playoff er allerede i gang. Derfor har vi lavet en lille ekstra statistik denne gang, hvor I kan se statistikkerne mod de enkelte modstandere.

Kigger vi lidt nærmere på semifinalemodstanderen Ålborg, så kan man se, at vi kun har fået 5 ud af 12 point mod dem i de 4 grundspilskampe. Målscoren er 10-14. Skudstatistikken er dog helt lige (102-103).

Den store forskel er, at vi kun har scoret på 2 ud af 19 powerplayforsøg, mens Ålborg har scoret på 4 ud af 14 forsøg. Og at Ålborgs målmand har en redningsprocent mod os på 90,2%, mens Lillie kun har 86,4% i kampene mod Ålborg.

Det ser ikke ud til at Persson er tilbage til Final 4, men Andersson skulle være klar.

Trænerteamet står derfor overfor et valg. Skal Andersson ind på Perssons plads? Eller skulle man prøve Høeg sammen med Olsson og Bergman. Høeg virker som en af de spillere, der virkelig har steppet op i de sidste kampe, og måske er det ham, der kunne sætte svenskerkæden i gang.

Ålborg’s klart vigtigste spiller Julian Jakobsen udgik af fredagens kamp mod SønderjyskE, det bliver spændende at se, om han er med i dag mod Odense. Hvem ved, måske er han også ude på fredag.

Så det er en superspændende weekend vi går i møde, kampen om den lille titel i dansk ishockey. Vi håber, at det bliver en fest i Ålborg og ønsker alle der tager derop en god tur. Tager du ikke derop, så bliver kampen vist på TV2 sport med start kl. 20.10.