Hermed følger en evaluering af sæsonen 17/18 baseret på de data vi har indsamlet igennem hele sæsonen.
Antal spillede kampe
Inden sæsonen havde vi estimeret, at en spiller er ude i 10% af kampene pga. sygdom, skader og karantæner.
Kevin Lindskoug og Sebastian Feuk spillede alle kampene, og der var ikke behov for at hente en målmand på 1. divisionsholdet i løbet af sæsonen.
På forsvarssiden havde vi estimeret, at backerne totalt skulle spille 360 kampe. Det endte på 344. Hvis Peter Johansson havde brug Bertram Jelert fra sæsonstart, ville vi også har sluttet på ca. 360 kampe.
På angrebssiden havde vi estimeret, at angriberne skulle spille 585 kampe. På grund af de mange skader spillede de oprindelige angribere kun 495 kampe. Derfor blev truppen i løbet af sæsonen suppleret med flere spillere. Agust Karlsson blev lånt i Helsingborg, og Malte Zeemann fra 1. divisionsholdet fik også to kampe. Derudover blev truppen suppleret med Gustav Green, Rasmus T. Andersson og Nikolaj Krag, alle tre unge spillere der havde svært ved at levere i deres klubber.
Totalt set endte angriberne derfor på 552 kampe. Hertil skal lægges et antal kampe, hvor vores backer har måttet agere angribere. Især Marco Illemann og Christoffer Lindhøj var flere gange at finde i forreste række.
Den samlede spillertrup spillede 896 kampe, med et fuldt hold på 20 markspillere, havde vi skulle have haft brugt 1.000 kampe.
Med til historien hører, at Nistrup og Jelert oprindeligt reelt ikke skulle have spillet nogle kampe i denne sæson, de var kun blevet lovet at træne med eliteholdet og spille kampe på 1. division.
Spillernes pointhøst
Inden sæsonen havde vi opsat forventninger på samtlige spillere ud fra deres statistikker fra tidligere sæsoner.
Blandt backerne var det kun Mike Vernace og Joakim Holten Møller, der ikke leverede de points som vi havde forventet af dem. For Holten Møllers vedkommende kan det meget lange skadesforløb have haft indflydelse på, at det i år kun blev til tre assists på hele sæsonen.
Mike Vernace leverede bare ikke det forventede. Vi havde estimeret ham til at lave 0,50 point per kamp, men han leverede kun 0,35 point per kamp. Altså ca. 10 point under hvad vi forventede, når vi ser det på hele sæsonen.
Derimod leverede Morten Jensen langt over forventning. Måske havde vi undervurderet hans evner, da vi estimerede ham til at lave 0,22 point per kamp. Faktisk leverede han 0,58 point per kamp. Alene i grundspillet betød det en ”overproduktion” på 18 point.
Brendon Nash var ligesom Vernace sat til at lave 0,50 point per kamp. I modsætning til Vernace, så indfriende Nash forventningerne og sluttede på 0,61 point per kamp.
Offensivt så var Morten Green outstanding. Vi havde sat ham til at levere et point per kamp, det højeste krav i truppen (sammen med Persson og Bergman). Green sluttede på 1,07 point per kamp det højeste gennemsnit blandt samtlige spillere. Hverken Persson eller Bergman klarede at levere et point i snit, men begge var tæt på med hhv. 0,89 og 0,87. Persson var faktisk over et point i snit i slutspillet. Desværre var denne trio ude med skader i totalt 48 kampe, i princippet betyder det jo 42-48 mistede point, hvis de erstattes af spillere som Illemann, Gade og Gustav Green, der ikke så ofte finder vej til netmaskerne.
Jake Hansen og Nikolaj Rosenthal sluttede nummer et og to på pointlisten i grundspillet. Fælles for begge var, at de spillede alle kampene og i modsætning til trioen ovenfor havde mange flere kampe til at lave point. Jake Hansen sluttede grundspillet med højere point per kamp end Morten Green, men Hansen og Rosenthal gik begge fuldstændigt i stå i slutspillet. Her var det Green og Persson, der formåede at løfte deres spil til et højere niveau.
Bedst point per kamp i grundspillet stod TC dog for. 19 point i 17 kampe – og så var det pludselig slut. I starten af sæsonen var det TC, der dirigerede tredjekæden med Rosenthal og Alexander Jensen. TC var lige blevet udtaget til landsholdet for første gang, og pludselig var det hele slut. TC forsøgte sig med et comeback i Continental Cup, men det var for tidligt. Sæsonen der skulle have været den bedste, var kommet til en brat afslutning. Samme skæbne led Alexander Jensen, der nåede 16 kampe. Gad vide hvad det kunne være blevet til.
Vi havde estimeret Marcus Olsson lidt under de andre svenskere, da han er mere kendt for sine defensive egenskaber end for det offensive. Men lidt skuffende, at han slutter på 0,62 point per kamp, set i lyset af hvor meget spilletid han fik. Hvis han havde ligget i top på +/- statistikken, så var et lavere antal point per kamp blevet opvejet af, at der bliver lukket færre mål ind, når han var på banen, men Olsson slutter på +5. Øverst på denne liste er Nash og Morten Jensen, der agerede første backpar hele sæsonen. Derefter kommer Rosenthal med +13 og Bergman med +12. Spillere som Persson og Green slutter lavt men stadig i + her, betydende, at de laver hovedparten af deres mål i powerplay.
Ni spillere sluttede sæsonen i minus på +/- statistikken. Med undtagelse af Boysen, der spillede en del powerplay (var på banen på 17 powerplay mål), så er det spillere, der ikke leverer mange point i special teams og deres primære opgave er at spille lige op med modstanderne i fem mod fem. Derfor er deres vigtigste opgave på holdet at være i plus. Mest skuffende er Marcus Nielsen på -9.
Keeperne
Vi havde inden sæsonen sat Lindskougs redningsprocent til 92%; to procent højere end Feuk på 90%. Og vi forvente også, at Lindskoug ville have en lavere GAA (Goal Against Average) nemlig 2,3 mål imod Feuk på 2,7 mål.
Lindskoug indfriende aldrig forventningerne og sluttede på 90,1%, mens Feuk overraskede positivt med 91,3%. Alligevel valgte Per Johansson at satse på Lindskoug, der stod alle kampene i slutspillet. Her fik svenskeren løftet redningsprocenten til 91,5% men han nåede aldrig de 92%, som var forventet af ham. Man sidder lidt tilbage og tænker på, hvordan sæsonen ville være gået, hvis man tidligt havde satset på Feuk.
Feuk var jo faktisk udtaget til de danske landshold i efteråret og spillede to kampe med en redningsprocent på 98,1%.
Lindskoug leverede faktisk dårligere end den lille Jeff Lerg, der året før blev fyret pga. hans præstationer.
Special Teams
285 gange i sæsonen var vi i powerplay og vi scorede 56 mål svarende til 19,6% udnyttelse. Vi var i boxplay 304 gange i sæsonen og modstanderne scorede 57 mål svarende til en penalty killingprocent på 81,3%.
Vi tog altså flere udvisninger, end modstanderne lavede mod os. Hovedsynderen her var Nash med 53 udvisninger, svarende til 17% af alle udvisninger. På 10 af de 53 udvisninger scorede modstanderne. Selvom Nash selv sad i straffeboksen på 53 udvisninger og dermed ikke kunne være på banen i boxplayet, så var han alligevel dårligste spiller i boxplay. Han var nemlig på banen 26 baglænsmål i boxplay, dermed var han impliceret i 36 baglænsmål ud af 57 i boxplay.
På powerplaysiden leverede Persson og Green bedst. De var på banen ved hhv. 30 og 29 powerplaymål, heraf 10 gange hver i slutspillet. På backsiden ligger Nash, Jensen og Vernace på hhv., 19, 20 og 15. Men Morten Jensen fik meget mindre spilletid end de to øvrige, hvorfor hans tal er mere imponerede.
Skudeffektivitet
Højeste scoringsudnyttelse løber William Nistrup med. Han scorede på 25% af sine skudforsøg (desværre blev det kun til fire skud på hele sæsonen). Samme procentudnyttelse havde TC i grundspillet, hvor han scorede ni mål på 32 skud. Efter comebacket blev det til 10 skud i fire kampe uden at score flere mål.
Flest skud på mål havde Jake Hansen med 250 skud efterfulgt af Rosenthal med 172 skud. Selvom de ikke topper på effektivitet, så er mængden af skud årsagen til, at de er de to spillere, der også lavede flest mål i sæsonen med hhv. 22 og 21 mål.
Boysen ligger på 14% og 13 mål. Desværre er det kun blevet til 93 skud. Om det er manglende afslutninger eller manglede spilletid, kan vi ikke se ud af statistikkerne, men der er flere mål i Boysen procentuelt, hvis man kigger på hvilke spillere, man skal give mere tid på banen (Boysen havde jo også supergod statistik i powerplay), derimod virker -2 i +/- statistikken til, at der skal arbejdes med det defensive arbejde.
Det siger statistikken ikke
Vi har ikke ført statistik over perioderesultater, ligesom der ikke registreres spilletid på den enkelte spiller i Danmark. Men vi har været tilstede til næsten alle kampe, og mener derfor, at vi kan tilføre vores statistisk nogle fakta, som ikke er 100% underbyggede.
I grundspillet smed vi føringer gang på gang i tredje periode. Måske pga. træthed hos nøglespillerne pga. de mange skader.
Det forstod vi ikke
Baseret på ovenstående statistiske analyse kan der stilles følgende spørgsmål:
- Hvorfor fik den statistisk bedste målmand ikke en reel chance for at være førstemålmand?
- Hvorfor anvendes Morten Jensen ikke oftere i powerplay?
- Hvorfor blev man ved med at anvende Nash i boxplay, hvor han tydeligvis havde problemer?
- Hvorfor gav man ikke spilletid, når det var muligt, til de unge spillere i starten af sæsonen, så de bedre kunne have leveret, da skaderne væltede ind?
- Hvorfor anvendte trænerteamet sig ikke af deres timeoutmulighed tidligere i kampene, når korthuset begyndte af vakle i tredje periode?
Man sad nogle gange tilbage med en fornemmelse af, at udlændinge skal bruges mere, fordi de er udlændinge og ikke fordi de er bedst, samt at man kun satser på at vinde den næste kamp. Men ting skal fungere på måde kort- og langtsigt. Hvis man ikke spiller de unge ind på holdet, så er de ikke gode nok, når skaderne kommer eller det efterfølgende år, nå der er spillere, der går på pension og de unge skal rykkes op i hierarkiet. Eller muligvis er de løbet til en af de klubber, der tidbyder dem mere spilletid.
Det er træneren måske vigtigste opgave at mestre balancen mellem kort- og langtsigt.