BIG DATA slutspilsudgave: Status efter to kampe




Vi opdatere løbende vores BIG DATA-analyse her i kvartfinalen, i en lidt forsimplet udgave. Første opdatering kommer efter to spillede kampe.

Målmændene
Kevin Lindskoug har fået tilliden i de to første kampe og har en redningsprocent på 89,8%. Totalt har Rødovre haft 49 skud på mål og har scoret fem gange. To af disse mål er scoret mens vi var i undertal.

Backerne
Bredden i truppen gør, at Illemann og Jelert ikke har være omklædt de to første kampe. Backparrene har været Nash/Jensen, Vernace/Laakso, Holten/Røndbjerg og så med Lindhøj som syvende back.

Laakso har indtaget pladsen i toppen af backhierarkiet og har nok været den back, der har haft mest spilletid i de to kampe. At han har -2 i +/- statistik som den eneste på holdet, skal derfor alene ses ud fra den megen stilletid han får. Med til historien er også, at har været på banen ved to powerplayscoringer.

Nash har som den eneste været udvist tre gange og har leveret et mål i powerplay.

Forwarderne
På forwardsiden sidder Gustav Green og William Nistrup ude. Starting line har været ens i de to kampe Hansen/Green/Persson, Bergman/Olsson/TC, Andersson/Krag/Rosenthal og Gade/Christensen/Boysen, samt Marcus Nielsen som 13. forward.

På grund af de mange udvisninger i kamp et mistede holdet muligheden for at rulle rundt på alle fire kæder, hvilket var en af årsagerne til, at vi mistede momentum, som kampen skred frem.

I kamp to så vi, at Peter Johansen gik på tre kæder i tredje periode og samtidig først flyttede TC ned som center i tredjekæden og Krag op som wing i andenkæden. Dette var en konsekvens af, at tredjekæden havde haft det svært i hele kampen mod Rødovres kæde med Karvinen/Sass/Schultz. Efterfølgende blev Krag bænket og erstattet af Boysen, der virkede som om, at han på dagen havde mere fart i skøjterne.

Special teams
10 powerplays og tre mål, det er godkendt. I gårsdagens kamp gik Laakso også ind som back i den ene powerplayformation i stedet for Morten Jensen. Resultat: to mål. Efterhånden som Laakso bliver spillet ind på holdet, begynder man at forstå, at det er en gedigen forstærkning, der er tilført holdet.

På boxplaysiden har Rødovre scoret to mål i 12 forsøg, svarende til en boxplayprocent på 83,3%, hvilket også er godkendt.

Den samlede vurdering
Vi fører skudstatistikken efter to kampe med 70-49, hvilket viser et klart overtag. Desværre er vores scoringsprocent nede på lave 7,1%, den skal hæves i de kommende kampe.

Powerplay og boxplay fungerer, men vi skal være opmærksom på, at dommerlinjen i de to første kampe har været en nultolerance for begge hold, der er blevet udvist for ”små” forseelser. Så dumme udvisninger skal elimineres.

Peter Johansen skal udnytte sig brede trup til, som i går, at lave rokader i kæderne, så spillere der på dagen leverer, også får mere spilletid.

Statistisk set har vi et overtag på skud på mål, bedre powerplay og boxplay. Fortsættes dette, så bør vi vinde serien.