Big Data: Status efter 25 kampe




Vi er halvvejs i sæsonen, og det er blevet tid til en ny omgang Big Data, hvor vi ser på, hvordan præstationerne har været ud fra de forventninger, som vi fremsatte forud for sæsonen.

Målmændene
Hos målmændene er Sebastian Feuk stadig i grøn over hele linjen. Den danske målmand nærmer sig her halvvejs i sæsonen snart det antal spillede kampe, som vi havde forventet, at han ville få over hele sæsonen. Det tyder derfor meget på, at Sebastian Feuk får flere kampe i målet, end vi havde forventet forud for sæsonen.

Præstationerne i målet har også været markant bedre fra Sebastian Feuks side, end vi havde forventet. Men en redningsprocent på 93,44 og en GAA på 2,01, giver Sebastian Feuk næsten et mål mindre væk per kamp end forventet. Samtidig holder han en redningsprocent, der er 3,44 procent højere, end hvad vi havde forventet forud for sæsonen.

Forventningerne er dog rent statistisk ikke blevet indfriet fra Kevin Lindskougs side. Med 15 spillede kampe holder vores svenske målmand en redningsprocent på blot 88,63 og et GAA på 2,97. Redningsprocenten er 3,37 lavere, end hvad vi havde forventet før sæsonen, mens der også gives 0,63 mål mere væk per kamp, end hvad vi havde forventet at se fra Lindskougs side.

Vi havde forud for sæsonen regnet med, at Lindskoug ville få 35 af de 50 kampe i målet, men ud fra den nuværende fordeling, så ser det ud til, at han blot får 30 af kampene.

Backerne
Over hele backlinjen er forventningerne næsten indfriet over hele linjen. Joachim Holten Møller, Mathias Røndbjerg og Mike Vernace er eneste backer, hvis pointproduktion på nuværende tidspunkt ikke har ramt det, som vi havde forventet. Holten Møller og Røndbjerg er dog blot et point fra at indfri pointforventningerne her halvvejs i sæsonen, mens Mike Vernace er to point fra at være i grønt.

Ser vi på +/- statistikken, så er der næsten grønt over hele linjen. Her er det blot Christoffer Lindhøj, der med -1 er i rød.

Forwarderne
Den samlede pointproduktion hos forwarderne er på nuværende tidspunkt marginalt over vores forventninger. Det skyldes blandt andet, at spillere som Mikael T. Christensen, Nikolaj Rosenthal og Marcus Nielsen har produceret bedre end ventet.

Vi har dog stadig seks forwards, der ligger i rødt. Nikolaj Krag Christensen, Jake Hansen og Macus Olsson er dog så tæt på at produktionen matcher forventningerne, så der er tale om en marginal afvigelse fra forventningerne.
Hårdest ramt på forventningerne til pointproduktionen har været Robin Bergman, Morten Green og Mattias Persson. Vi har for sæsonen forventet 1,00 point i snit fra trioen, men med 0,71 (Green og Persson) og 0,90 (Bergman) i snit her halvvejs i sæsonen savner vi lidt point fra trioen. Det er at håbe, at den kommer nu her, når alle er ved at være kampklare.

Special teams
Om forventningerne har været for store er måske lidt tidligt at konkludere, men special teams matcher ikke helt forventningerne.

Vi havde forventet en powerplayeffektivitet på 20,0 procent forud for sæsonen. Den ligger her halvvejs i sæsonen på 18,0. Værst står det til for penalty kill (boxplay), hvor effektiviteten er nede på 75,6 (forventningen var 80,0). Ud af 100 undertalssituationer lukker vi tæt på fem mål mere ind end forventet. Det vil sige, at vi mod forventningen har indkasseret i omegnen af 6,5 mål mere i boxplay end ventet på dette tidspunkt af sæsonen.

Den samlede forventning
Vi satte de samlede forventninger op i mål scoret af, mål imod og gennemsnitlig pointscore for holdet. Trods den deroute de mange skader og Continental Cup har sendt holdet ud på, så holder man faktisk stadig en mål scoret af gennemsnit, der er 0,16 højere end forventet for sæsonen på dette tidspunkt. Der er dog blevet lukket 0,15 mål flere ind end forventet.

Forventningen til point var 1,80 per kamp forud for sæsonen. Den kedelige stime som holdet har været inde i på det seneste, har resulteret i, at et denne midtvejs i sæsonen ligger på 1,65. Bundlinjen viser derfor, at forventningerne ikke er blevet indfriet på det seneste, men vi ved også godt, at dette skyldes faktorer, som spillerne ikke har været herrer over.