Blog: Er der behov for nytænkning af kampprogrammet?




Gustav Green

Du kære december. Du er fuld af julefrokoster, U20 VM og en masse kampe i Metal Ligaen. Disse tre ting er næppe noget, der giver en multiplikatoreffekt i de danske skøjtehaller, så er der behov for nytænkning af kampprogrammet?

Det kan måske være svært at få IIHF med på en ændring af programmet, hvor især ungdomsmesterskaberne placeres i de landsholdspauser, som vi normalt har i november og februar.

En sådan ændring ville ellers være kærkommen, især for en liga som Metal Ligaen, hvor de unge spillere fylder en større og større rolle.

Det tætte kampprogram i december, hvor for eksempel otte ud af Rungsted Seier Capitals 10 kampe ligger før jul, sætter trupperne under pres, især når der også sendes spillere afsted til U20 VM.

Antal kampe i december 2019:

  • Esbjerg Energy: 9
  • Frederikshavn White Hawks: 7
  • Herlev Eagles: 8
  • Herning Blue Fox: 8
  • Odense Bulldogs: 8
  • Rungsted Seier Capital: 10
  • Rødovre Mighty Bulls: 9
  • SønderjyskE: 9
  • Aalborg Pirates: 9

De seneste sæsoner har set flere og flere hold være ramt af skadesproblemer i december/januar. Som regel har det oftest været et til to hold, men i denne sæson er antallet forøget, så både Odense, SønderjyskE, Rungsted, Rødovre og vel også Aalborg nu er ramt af skader – og U20 VM.

Med et ønsket politisk ønske om flere unge danske spillere og mere istid til de eksisterende så er netop dette scenarie ikke ligefrem noget, der gavner opfyldelsen af det ønske.

Hvordan kan vi ryste posen?

Hvordan kan man så nytænke tingene, så presset på klubbernes bredde og spillernes helbred lettes?

Vi får næppe ændret placeringerne af både landsholdspauserne og diverse VM-slutrunder. Det efterlader det oplagte løsningsforslag, nemlig at man placerer flere af ligakampene i perioder, der ikke kolliderer med U20 VM – om det så er A-VM eller 1. division.

Turneringen spilles over i alt syv måneder. Med 48 kampe giver det et snit på lidt under syv kampe om måneden. At man så spiller 7 til 10 kampe i denne periode, gør næppe presset på spillernes helbred mindre.

Vi taler om, at nogle af klubberne spiller over 20% af grundspillets kampe i netop denne periode.

Ligeledes kan man se på den individuelle kampfordeling i den måned. At der er så stor forskel på antallet af kampe, stiller næppe de mest aktive hold stærkt. Især ikke når det også forventes, at topholdene deltager i Champions Hockey League, Continental Cup og Final4.

Var SønderjyskE gået videre til Final4, så havde det og deres Continental Cup-succes givet dem op til 10 kampe ekstra over tre måneder.

Hvis man vil køre videre med 48 kampe, så skal disse placeres bedre, så man ikke opnår perioder med så massivt pres på trupperne.

Når det er sagt, så er der jo chance for, at antallet af kampe og strukturen skal ændres til næste sæson, hvis Gentofte atter træder ind i ligaen. Dette vil gør det oplagt at se på fordelingen af kampe.