Blog: Har Rosenthal kurs mod legendestatus?




Nikolaj Rosenthal Rungsted Ishockey

I en tid hvor en stor del af fokus har været på de forstærkninger, der er kommet til udefra, så vender vi her blikket ind og stiller spørgsmålene:

Har Nikolaj Rosenthal kurs mod at blive en af klublegenderne i Rungsted?

Kommer nummer 15 op at hænge ved siden af de andre fredede trøjer i Bitcoin Arena?

Det er måske lidt tidligt at bringe det på isen, når der er tale om en 29-årig spiller.

Men ikke desto mindre bringer vi spørgsmålet på banen, for der er meget, der faktisk taler for det.

Selvom det ”kun” er blevet til snart otte sæsoner i Rungsted-trøjen, så har Nikolaj Rosenthal siden sin ankomst i 2013 etableret sig som en af de mest markante spillere i klubben – og i store træk den mest markante danske spiller.



Mest scorende dansker?

Vi retter i første omgang blikket mod noget så sexet som statistikker.

Forud for 2020-2021 sæsonen ligger Nikolaj Rosenthal nummer syv på klubbens interne all-time topscorerliste (Han lå nummer 13 forud for sidste sæson).

Vi ser her på samlede produktion – altså både grundspil og slutspil. Det gør vi, da disse ikke altid har været adskilt rent statistisk.

Her er Leonid Trukhno med 780 point – 478 point foran Pavel Kostichkin på andenpladsen, den absolutte topscorer.

Det er derimod tredjepladsen – og titlen som den mest scorerende danske spiller, der er interessant her. Rosenthal har nemlig kun 38 point op til Nicolas “Mini” Monbergs 292 point.

Vi taler om, at hvis Nikolaj Rosenthal holder kadencen, er der stor sandsynlighed for, at Rosenthal tager denne plads i løbet af den kommende sæson.

Derefter er der kun 10 point op til Pavel Kostichkin på andenpladsen.



Top 10-listen over fleste kampe

Ser vi på antallet af kampe, så har Nikolaj Rosenthal på nuværende tidspunkt spillet 321 ligakampe spillet for Rungsted (der ses bort fra cupkampe her).

Med 48 grundspilskampe og forhåbentligt også lidt slutspilshockey, så bryder Nikolaj Rosenthal sandsynligvis langt ind i klubbens all-time top 10, hvad angår antallet af spillede kampe i løbet af denne sæson.

Tager Rosenthal endnu en sæson, så nærmer han sig faktisk Per Holten Møller og de øvrige spillere i top fem.



Leonids kronprins?

Leonid Trukhno var i en klasse for sig selv. Med 351 mål i 455 kampe er det svært at se nogen overhale den russiske målkonge.

Men, hvad med Monbergs 167 mål? Det er faktisk ikke utænkeligt, at Nikolaj Rosenthal i løbet af de kommende to sæsoner tangerer dette antal scorede mål. Forud for 2020-2021 sæsonen er Rosenthal noteret for 143 mål (grundspil + slutspil) for Rungsted.

En plads som nummer to på all-time mållisten er derfor indenfor rækkevidde – måske allerede i denne sæson.

Rosenthal lavede hele 39 mål i guldsæsonen, da han spillede sammen med Charlie Sarault, som han med stor sandsynlighed også kommer til at spille sammen med i den kommende sæson.

Så også her er Rosenthal i den absolutte top, når vi snakker præstationer i Rungsted-trøjen.



Titlerne er der

Det hører sig som regel også med, at der er vundet en titel eller to, når vi snakker klublegender.

Det kan der også sættes kryds ved, når vi ser på Nikolaj Rosenthals CV – både i Rungsted-trøjen og for andre klubber, også på det individuelle niveau.

Det kan hurtigt føre denne debat videre til #4, hvor familietraditionen flot føres videre her. Men den tager vi en anden gang.

Skal nummer 15 op at hænge i Bitcoin Arena? Det kan meget vel ske i fremtiden, for præstationerne på isen kan gøre det svært at lade være.