Blog: VM-succesen burde få nye byer på landkortet




Der næppe nogen tvivl om, at VM i Danmark blev en stor succes – måske på nær det sportslige område. Der har flere gange været debatteret og diskuteret, hvad millionoverskuddet derfra skal bruges til.

Skal og kan man udvikle Metal Ligaen, skal pengene gå til talentarbejde eller forbedrede forhold for landsholdet? Ideerne er mange – og uden tvivl også velmente. Det store spørgsmål, som undertegnet savner, er dog, hvilken betydning de mange projekter, herunder også seneste skud, DIU’s VM2018-klubpuljen, får af betydning for sportens udvikling.

Herfra savnes en ting, som ellers burde stå øverst på listen: flere skøjtehaller i Danmark.

Der er givet vis kommet flere ekstra træningshaller i de eksisterende ishockeybyer, ombygninger af gamle haller, samt genopførelser af fjernede haller. Men, hvor mange nye haller – i nye byer, er der kommet på kortet?

Ørestad Skøjtehal erstattede den gamle Østerbro Skøjtehal og den efterfølgende boblehal. Ellers taler vi over snart tre årtier om, at det kun er skøjtehallen i Silkeborg, der er kommet til.

Hvordan forventer vi, at sporten vokser, når den aldrig spreder sig ud over de efterhånden gamle ishockeybyer til hele landet? Vi har med den tilskuermæssigt største vintersport at gøre herhjemme. Men antallet af aktive ligger stabilt mellem 4.000 og 5.000 medlemmer. Altså en sport i næsten stilstand.

Her kan VM-overskuddet ellers være med til at åbne døre for at få nye byer på ishockeylandkortet. Man behøver ikke bruge 170 mio. kr., som den nye skøjtehal på Østerbro forventes at koste, ej heller 36 mio. som i Frederikshavn eller 60+ mio. som i Esbjerg.

Politiken stillede tilbage i 2015 skarpt på netop denne problematik. Her blev Enver Hansen citeret for, at en skøjtehal kan laves for tæt på fem millioner kroner, hvis man opfører dem på et lavt setup. Med det i mente er der med VM-overskuddet faktisk mulighed for at opføre to nye skøjtehaller i Danmark – allerede i dag.

Læg dertil at man kan få flere eller bedre haller, hvis man søger en samarbejdsløsning med kommuner, fonde og det private erhvervsliv i de pågældende kommuner. Tanken er her, at man som forbund/interesseorganisation medfinansierer opførelsen af nye haller, hvorved man opnår en større udbredelse af sporten, da man kommer til ”nye” byer.

Læg dertil at DIU overvejer at søge om VM igen i 2026, hvor overskuddet må ventes at blive endnu højere end i 2018, så kan man realistisk set med denne model opnå op til fem nye skøjtehaller i Danmark indenfor en periode på blot 10 år. Hvor historisk vil det ikke være?

Når snakken går på nye haller, så er der en række byer og områder, der virker som de oplagte. På Sjælland gælder det i den grad om at få sporten bredt længere ud end Nordsjælland og Storkøbenhavn. Her bør byer som Roskilde, Slagelse og/eller Køge være oplagte at se på.

Fyn vil i første omgang være noget, som undertegnet vil vente med, selvom Svendborg kan være et godt bud. Middelfart ligeså, men Middelfart kan reelt dækkes ind ved etableringen af en skøjtehal i Trekantsområdet (Kolding, Vejle, Fredericia), hvor man får en hal placeret tæt på 150.000 mennesker.

Den jyske østkyst i form af Randers og Horsens bør også være emner, som man ser på.

Vælger man at bruge hovedparten af VM-overskuddet på en sådan strategi, vil det faktisk ikke være utopi med haller stort set samtlige af de ovennævnte steder inden 2030. Spørgsmålet er i bund og grund blot, om man tør og vil tage denne satsning.

(Denne blog er skrevet af Lars Johansen og er ene og alene et udtryk for undertegnets holdninger)