Canadisk guldtrio tabt for Rungsted




Rungsted Ishockey

Så gik den ikke længere… Rungsted Seier Capital må sige farvel til den canadiske guldtrio bestående af Charlie Sarault, Tim Daly og allstarbacken Shane Hanna, der alle søger mod andre ligaer efter guldtriumfen.

Charlie Sarault og Tim Daly var begge med til at vinde the double med Rungsted Seier Capital i 2018/2019, samt spillede store roller i titelforsvaret og DM-guldet i denne sæson.

Shane Hanna bragede ind i Metal Ligaen sidste sæson og blev allerede efterfølgende tippet videre til andre og større ligaer. Det nærmest uundgåelige kommer så nu.



LÆS MERE: Ung guldback indstiller karrieren

Sarault og Daly til DEL2

For Charlie Sarault venter der et comeback til DEL2, hvor han også spillede, inden skiftet til Rungsted i 2018.

Denne gang tager han også Tim Daly med sig. Ifølge Champagnebugtens oplysninger skal de to dog ikke spille for samme klub i Tyskland.

Der venter derfor et skifte for de to til en af følgende klubber:

  • Löwen Frankfurt
  • EC Kassel Huskies
  • EHC Freiburg
  • Heilbronner Falken
  • Tölzer Löwen
  • Ravensburg Towerstars
  • EC Bad Nauheim
  • Bietigheim Steelers
  • ESV Kaufbeuren
  • Dresdner Eislöwen
  • Lauritzer Füsche
  • Bayreuth Tigers
  • Eispiraten Crimmitschau
  • EV Landshut

Charlie Sarault har tidligere spillet for EC Bad Nauheim, mens han skiftede fra ESV Kaufbeuren til Rungsted i 2018, da hans kontrakt blev ophævet en sæson før tid. Så det virker utænkeligt, at det er ESV Kaufbeuren, der er løbet med en underskrift fra en af de to Rungsted-stjerner.



Hanna har kurs med ICEHL

Shane Hanna ser ud til at tage turen lidt længere syd på end sine to holdkammerater, når han forlader de danske mestre.

Champagnebugtens oplysninger går på, at Hanna skifter til en ikke-østrigsk klub i ICEHL, hvor den danske landsholdsmålmand, Sebastian Dahm, i denne sæson har vundet mesterskabet med Klagenfurter AC.

Hanna satte i sidste sæson en imponerende milepæl, da han som den første Rungsted-back blev holdets topscorer siden 1968.

Kontrakterne skulle i alle tre tilfælde være på plads, så det er desværre ikke bare et rygte, at de tre er fortid i Metal Ligaen.



Store sko der skal udfyldes

Med afgangen af Shane Hanna, Tim Daly og Charlie Sarault bliver der i den grad efterladt nogle store sko, som bliver svære at udfylde.

Sarault nåede i sin tid at lave 134 point i Metal Ligaen i 116 kampe, mens Tim Daly lavede 100 point i 105 kampe – som back.

Mest imponerende har måske været Shane Hanna, hvilket ikke siger så lidt, når man ser på præstationerne af Daly og Sarault.

Hanna forlader Danmark med 110 kampe og intet mindre end 109 point. Altså næsten et point i snit over to sæsoner – af en back. Dertil kommer en +/- statistik, der næsten når samme højder som pointantallet.

Der er næppe nogen tvivl om, at de tre canadiske herrer vil blive husket i lang tid fremover. De vil uden tvivl også være dem, som mange Rungsted-fans – og også følgere fra andre klubber, vil sammenligne dem med, når nye Rungsted-spillere skal vejes og måles.

Det bliver en tung arv at løfte!