Debut sikrede Grubak plads på ugens hold




Det må siges at være noget af en ligadebut, som David Grubak leverede fredag aften i Vojens, da Rungsted Seier Capital slog SønderjyskE 2-1 i overtid. Den stærke kamp af den 18-årige Rungsted-målmand har nu skaffet David Grubak sin første plads på ugens hold.

– I skarp konkurrence med Tadeas Galansky, der spillede en stor kamp for Frederikshavn mod Hvidovre, rammer vi unge Grubak, der stod sin første Metal Liga-kamp og vandt 2-1 i Vojens over SønderjyskE mod et hjemmehold, der perioder pressede hårdt på. Flot arbejde af David Grubak, skriver Faceoff.dk om David Grubaks udtagelse til ugens hold.

En kamp, en udtagelse til ugens hold, det må siges at være en stærk start på Metal Liga-karrieren for den unge Rungsted-målmand.

Den tidligere Rungsted-spiller, Marcus Nielsen, har i øvrigt også fået en plads på ugens hold ovenpå Odenses sejr over Hvidovre, hvor Nielsen scorede.