Tre føringer var ikke nok til at sikre derbysejren i nytårsbraget i Rødovre. Her endte værterne med at løbe med sejren efter 14 straffeslag.
Det er svært ikke at være skuffet, irriteret, frustreret og en smule forundret over, hvorfor det blot blev til et enkelt point i Rødovre. Eller sagt med andre ord, hvorfor vi tabte to point til både en derbyrival og rival i kampen om top fire og top seks.
Anelserne var bange – og det med grund, da der blev taget hul på tredje periode. Blandt de godt 50 fremmødte Rungsted-fans var der en frygt for, at Rødovre skulle nuppe sejren. Robin Bergman gav med sin undertalsscoring dog troen tilbage, men kort derefter var frygten atter tilbage.
Tre minutter før tid skete så det, der ikke måtte ske, da Jannik Karvinen i powerplay udlignede til 3-3.
Kampen endte med en straffeslagsafgørelsen, der i den grad var en målmandsduel. Selvom Kevin Lindskoug stod en kanon kamp og kun indkasserede to straffeslagsscoringer, så endte den svenske keeper kampen med en redningsprocent på blot 87,88. Det må i den grad være bittert ovenpå en stærk præstation, at der ikke var en velfortjent statistisk oprejsning til vores svenske keeper.
Tilbage til straffeslagene. Det er nemt nok at agere Kloge Åge fra tribunen eller bag en skærm, men valget af straffeslagsskytter rejser dog en række spørgsmål.
Hvorfor lod man Persson skyde to gange, samt satte to backs – hvoraf den ene langt fra er typen, som man sætter sin lid til i sådanne situationer, når man har stærke offensive kræfter siddende som Nikolaj Rosenthal, Jake Hansen og vel sagtens også Agust Karlsson? Vi taler her om vores to mest scorende spillere, samt en svensk forward, der tidligere har vist, hvad han kan, når han står selv overfor målmanden.
Med skadessituationen værende som den er i Rungsted og resten af ligaen, vil vi ikke bruge det som et reelt argument længere, når tingene glipper. Vi har tidligere været lidt inde på det – dog hvor det alligevel er endt med et lykkeligt udfald, men den manglende evne til at lukke kampene – trods føringer, kan ende med at koste en top fire placering, eller i værste tilfælde en top seks placering, så der skal bruges unødvendige kræfter på play-in.
Denne mulighed og frygt er desværre blevet en reel trussel i skrivende stund, da man nu er 2-2 i kampe mod Rødovre, dog med den fordel, at vi har hentet syv point, mens Rødovre har fem. I tabellen er der nu blot et enkelt point ned til Rødovre på syvendepladsen, så vi behøver vel ikke fortælle, hvor vigtig sæsonens sidste derby bliver?
Kampen i tal:
Rødovre Mighty Bulls – Rungsted Seier Capital 4-3 (1-2, 1-0, 1-1, 0-0)
06:53 0-1 Emil Oliver Christensen (Gustav Green, Christoffer Lindhøj)
15:39 1-1 Anders Schultz (Sebastian Bergholt, Frederik Skovby)
17:16 1-2 Nikolai Gade (Gustav Green, Brendon Nash)
23:41 2-2 Matthias Asperup (Nicklas Carlsen, Connor Hardowa)
51:45 2-3 Robin Bergman (SH1)
56:59 3-3 Jannik Karvinen (Rasmus Astrup, Matthias Asperup) (PP1)
65:00 4-3 Matthias Asperup (GWS)
Udvisninger:
Rødovre Mighty Bulls: 5 x 2 min.
Rungsted Seier Capital: 5 x 2 min.
Skud: 33-41 (5-8, 9-18, 14-12, 5-3)
Tilskuere: 1.930.