Det viste Odense-kampen os




Rungsted Seier Capital måtte tage hjem fra Odense med et lidt overraskende 4-3 nederlag efter en straffeslagsafgørelse.

En ishockeykamp varer som bekendt 60 minutter. Den kan også komme til at vare længere, hvis man ikke husker det første og stopper med at spille efter 40 minutter. Det og så at man skal huske at dominere hunden, selvom den ser ud til at være sat på plads, må være lektionen fra tirsdagens kamp mod Odense Bulldogs.

De første 40 minutter var en meget ensidet affære, hvor der var større chance for, at Jon Lee-Olsen frøs fast i målfeltet, end for at Rungsted-keeperen fik sved på panden, for det var sparsomt, hvad Odense-spillerne testede Lee-Olsen med.

I den anden ende fik Andreas Lauridsen nok at se til. Men i stedet for at vi går i detaljer med et kampreferat om, hvilke spillere der fik hvilke chancer, så vil vi i stedet se på, hvilke ting træningskampen viste.

Mission: Ligaspiller
Mens klarmeldingerne af Mathias Røndbjerg og Simon Fredriksson ændrede på backlinjen, så var der alligevel istid til flere af de unge spillere, der op til denne sæson er blevet hevet op fra RIK. Tobias Wildhagen og Patrick Møller var derfor flyttet op som forwards i fjerdekæden, hvor de spillede med en skiftende center.

Det virker i den grad til, at der er sat skub i arbejdet med at køre flere egne unge spillere ind på ligaholdet. Det er en udvikling, der uden tvivl vil tage tid, men den bliver også utroligt spændende at følge, idet den vil være nøglen til at bide sig fast i toppen for bestandigt.

Krag bliver god i år
Charlie Sarault er som bekendt købt ind til at erstatte Morten Green som center i førstekæden, men det kan meget vel blive Nikolaj Krag Christensen, der bliver den danske spiller, der dækker hullet efter den danske ishockeylegende.

NHL-campen har uden tvivl været en god indledning på sæsonen for den unge forward, der i den grad ser ud til at have fundet et – hvis ikke flere, ekstra gear i forhold til den kommende sæson. Hvis træningskampenes indtryk holder, så kan Krag Christensen meget vel blive et godt bud på en dansk Rungsted-forward i toppen af pointligaen.

Kæderne tager form
Selvom Nikolaj Krag Christensen har tilbragt træningskampene i tredjekæden, så regner vi bestemt ikke med, at han bliver der. Det er ej heller de indikationer, som vi har fået flere steder fra. Når Tyler Fiddler og Charlie Sarault er klar, kommer de to canadiere nemlig til at danne førstekæden sammen med de to canadiere. Det tyder dermed på, at kæderne bliver noget i retning af:

1: Krag Christensen / Sarault / Fiddler – Daly / Jensen

2: Persson / Olsson / Bergman – Jelert / Fredriksson

3: Rosenthal / T. Christensen / Andersson – Holten Møller / Røndbjerg

4: Gade / Nistrup / Andersen (Green) – Schulze / Widhagen (Møller)