Erobringen af Strandvejen mislykkedes




Gentofte har desværre sat sig solidt på Strandvejen denne sæson. To scoringer på seks sekunder sikrede gæsterne fra Gentofte sejren, således Arvidsens tropper nu har vundet samtlige tre slag denne sæson.

Rungsted kunne til kampen glæde sig over, at Marcus Olsson var tilbage efter en kort skadespause, så det nu kun er Morten Green og Mikael Christensen, der er ude. Sidstnævnte blev forud for kampen yderst velfortjent kåret til oktobers bedste spiller i Metal Ligaen.

Målløs åbning
Første periode så ikke de store chancer. Rungsted lagde ellers godt fra land, men Gentoftes yderst defensive tilgang til sporten tog i momenter tempoet og dermed også mulighederne ud af kampen.

Nikolaj Rosenthal satte dog et par gange så meget fart på, at Gentofte ikke kunne hindre Rungsted i at komme frem til et par muligheder, men det blev ved lige ved, uden den helt store chance kom.

Udvisningerne gav Gentofte overtaget
Anden periode forblev også målløs, men i modsætning til første periode, hvor overtaget svingede, så var det Gentofte, der godt hjulpet på vej af en række powerplays, der sad på anden periode. Rungsteds boxplay og Sebastian Feuk i målet stod dog distancen, så efter 40 minutter stod der stadig 0-0.

Kold spand vand
Kampens første Rungsted-powerplay kom først i begyndelsen af tredje periode. Men i stedet for at blive en skurk for Gentofte endte Emil Møller Rasmussen med at blive helten, der sikrede Gentoftes overtag på Strandvejen.

Først scorede Emil Møller Rasmussen kort tid efter, at han var kommet på isen efter sin udvisning, for derefter – blot seks sekunder efter sin første scoring, at gøre det til 0-2. Det var tæt på, at det gik endnu mere galt kort derefter, men 0-3 scoringen blev afværget.

Med seks minutter igen lykkedes det endeligt, da Marcus Nielsen fandt en fremstormende William Boysen, der med en lækker førsteberøring satte pucken ind til 1-2. Udligningen udeblev, trods en langt seks-mod-fem periode, da Sebastian Feuk var erstattet med en ekstra angriber, så Gentofte løb med sejren.

Kampen i tal

Rungsted Seier Capital – Gentofte Stars 1-2 (0-0, 0-0, 1-2)
43:59 0-1 Emil Møller Rasmussen (Luis Blak Olsen)
44:05 0-2 Emil Møller Rasmussen
54:07 1-2 William Boysen (Marcus Nielsen, Mike Vernace)

Udvisninger:
Rungsted Seier Capital: 4 x 2 min.
Gentofte Stars: 1 x 2 min.

Skud: 20-34

Tilskuere: 613