
Den første træningskamp for 2019/2020-sæsonen er på plads.
Rungsted Seier Capital indleder sandsynligvis den kommende sæson med en træningskamp mod Odense Bulldogs.
Den første offentliggjorte træningskamp er bekræftet af Odense Bulldogs, der allerede nu har fremlagt deres program for træningskampene.
Opstartsfest?
Træningskampen mod Odense Bulldogs er fastlagt til fredag den 9. august 2019 og spilles i Bitcoin Arena. Spilletidspunktet er endnu ikke fastlagt, men et gæt vil være med faceoff kl. 19.00.
Skal man varme op til sæsonen inden Champions Hockey League-kampene, kan dette være en god anledning.
Færre træningskampe?
Sidste sæsons første træningskamp blev spillet den 10. august. Så med det udgangspunkt, Champions Hockey League-kampe og en sæsonpremiere i Metal Ligaen den 6. september, er det fristende at tro, at Rungsted Seier Capital i den kommende sæson kommer til at spille færre træningskampe end denne sæson.
Optakten til guldsæsonen bød på seks træningskampe, hvor den første blev spillet den 10. august og den sidste den 7. september. Det er derfor svært at se, hvordan der med de ekstra kampe i den periode vil være plads til ret mange træningskampe.
Et bud herfra vil være, at der maksimalt bliver spillet fire-fem træningskampe, hvoraf den ene nu allerede er på plads.
Opstartsprogrammet
Kampprogrammet ser indtil videre sådan ud:
9/8 – Rungsted Seier Capital – Odense Bulldogs (træningskamp)
29/8 eller 30/8 – Champions Hockey League – kamp 1
31/8 eller 1/9 – Champions Hockey League – kamp 2
5/9 eller 6/9 – Champions Hockey League – kamp 3
7/9 eller 8/9 – Champions Hockey League – kamp 4
Udskudt sæsonpremiere
Med programmet for Champions Hockey League ret fastlåst i begyndelsen af september tror vi på, at de forsvarende mestre grundet den tidligere sæsonpremiere kommer til at sidde premiererunden over. Muligvis endda de første to runder.
Idet der blot er tale om to runder, hvoraf den ene kommer naturligt grundet en liga med ni hold, vil dette dog næppe være noget, der giver de store problemer i forhold til planlægningen af kampprogrammet og belastningen på spillerne.