Det er ikke tit, at man ser en spiller gå fra den danske liga og til en NHL-kontrakt, men det er, hvad den tidligere Rungsted-målmand Zane Kalemba har gjort.
Zane Kalemba reddede meget for Rungsted, da han i 2014-2015 sæsonen var en sikker sidste skanse i målet. Denne gang var det danskerklubben Winnipeg Jets, der havde brug for en hjælpende hånd fra den nu pensionerede hockeymålmand, der skrev en professionel tryout-kontrakt med Winnipeg Jets ovenpå skaden til Jets andenmålmand, Steve Mason, der blev meldt skadet dagen efter hans shutout i Jets 3-0 sejr over New York Rangers.
Kalembas NHL-eventyr blev dog kortvarigt. Den tidligere Rungsted-keeper var med i opvarmningen forud for Winnipeg Jets’ 3-2 sejr over New Jersey Devils, hvorefter han indtog pladsen som ”scratch” (ikke omklædt) til kampen.
Selvom han ikke nåede i kamp for Jets, så er Kalemba at se i højdepunkterne fra kampen (se videoen nedenunder). Små 13 sekunder inde ses han under opvarmningen med Jets-kaptajn Blake Wheeler, som han også spillede juniorhockey med tilbage i 2004-2005 sæsonen.
Kalemba selv siger på sin Instagram-profil, hvorfra billedet også er lånt:
– Sikke en ubeskrivelig oplevelse med Winnipeg Jets. Tak til alle i organisationen og en særlig tak til Blake Wheeler for at behandle mig, som havde jeg været en del af holdet i alle årene.