Fredagsfest: Bliver ørnene jordet?




Anders Poulsen
Anders Poulsen, Rungsted Seier Capital.

Førfest, kamp og trøjeauktion. Der er lagt op til en sjov fredag aften i Bitcoin Arena, når Herlev Eagles kommer på besøg.

Før sæsonen havde vi ikke regnet med, at en kamp mod Herlev skulle betegnes som en topkamp, men det er ikke desto mindre det, som der venter fredag aften.

Revanche til gode

Efter flere sæsoner med massiv Rungsted-dominans står vi i den lidt spøjse og uvante situation, at Rungsted Seier Capital har revanche til gode, idet Herlev har vundet de sidste to indbyrdes kampe.

Vi har ikke været statistikkerne igennem, men på stående fod er det faktisk svært at komme på, hvornår det sidst er sket.

Andenpladsen i sigte

Torsdagens kamp mellem Esbjerg og Frederikshavn gjorde, at White Hawks generobrede andenpladsen.

Den placering kan Rungsted Seier Capital generobre med en sejr over Herlev.

Det kræver dog, at det ikke bliver alle gode gange tre for Herlev.

Nøglerne til at stække ørnene

Der ligger en halv sejr alene ved, at Rungsted Seier Capital får lukket ned for Herlevs førstekæde.

Herlevs målfarlige trio har i den grad gjort ondt på Rungsted Seier Capital i sæsonens to foregående kampe.

Her har især Brett Thompson med seks point i to kampe været spilleren, som har gjort ondt på Rungsted.

Dertil kommer, at Rungsteds offensiv skal levere bedre mod Herlev. Med en kamp færre end Herlev er Rungsted kun en scoring efter Metal Ligaens mest scorende hold, så målene er der. De har bare ikke været nok mod Herlev.

Fredagsfest

Forud for kampen er der både fest og spisning, mens der efter kampen er trøjeauktion over udvalgte CHL-trøjer.

Programmet for fredagens hockeyfest ser således ud:

17.00 Dørerne åbnes.

17.30 Autografskrivning + interview med Jon Lee-Olsen og Nikolaj Rosenthal.

18.00 Mød direktør Thomas Friberg og få mulighed for at stille spørgsmål.

18.30 Gæt på kampen resultat og vind 10 X fadøl i appen.

19.15 Førfest afsluttes

19.30 Kampstart

21.30 Trøjeauktion