Friberg: Det økonomiske bliver det primære næste sæson




Rungsted Seier Capital danske mestre ishockey

Ifølge DR så maner de danske ishockeyklubber til ro ovenpå corona-krisen, hvor stort set samtlige ligaklubber kører salg af støttebilletter.

Selvom næsten alle klubber har givet tilsagn om, at de stiller til start, når pucken atter smides, så er der dog udsigt til, at corona-krisen får en mærkbar konsekvens på ligaen i forhold til det sportslige niveau og især de udenlandske spillers niveau.

– Vi har lagt vores budget ud fra det værst tænkelige scenarie i næste sæson. Det betyder, at vi kommer til at gå meget konservativt til værks på nuværende tidspunkt, og vi vil vente længe med at skrive kontrakt med udenlandske spillere, siger Thomas Friberg til DR.

Økonomien skal i balance

Den konservative tilgang kommer til at ses på klubbens fokusområder i den kommende sæson. Efter nogle sæsoner med røde tal på bundlinjen skal økonomien mere i balance end tidligere hos de danske mestre fra Rungsted Seier Capital.

– Ud fra et forretningsmæssigt synspunkt kommer det sportslige ikke til at være det primære for mig til næste år. Jeg skal helst sørge for, at økonomien kommer til at balancere. Derfor har vi anlagt et forsigtighedsprincip i forhold til udgifterne. Og det forventer jeg også, at de andre klubber kommer til at gøre, siger Thomas Friberg og spår, at det sportslige niveau i ligaen vil falde i den kommende sæson som en direkte konsekvens af corona-krisen.