Genrejsningen er lykkedes




Vi skal et godt stykke tilbage i historiebøgerne for at finde en marts måned, hvor euforien omkring ishockeyen i Rungsted har været så høj, som den er nu på dagen, hvor det gælder den første kamp i semifinalen.

Vi er på mange måder nået det punkt, som har været målet, siden genrejsningen begyndte ovenpå konkursen i 2010.

En lang og hård rejse
Siden to konkurser to sæsoner i træk har der været mange mennesker, der har arbejdet hårdt og målrettet frem mod at genrejse eliteishockeyen i Rungsted og reetablere klubben i den sjove ende af ligaen.

Det gjorde ondt hos mange, da erkendelsen om, at et comeback til ligaen trak ud, da det selskab, som i dag danner fundamentet for driften af Rungsted Seier Capital, blev dannet i 2010. I 11. time op til deadlinen forud for 2011-2012 sæsonen blev det korrekt besluttet, at man ikke skulle satse. Fundamentet skulle først bygges op og være stærkt, inden man atter tog springet. Men kampen for at vende tilbage til det sjove selskab fortsatte, også selvom det har kostet både blod, sved og tårer.

Stærkere end nogensinde
Vi står i dag med et ligahold i semifinalen for første gang siden 2006, udsigten til et regnskab med sorte tal på bundlinjen, samt kontinuitet blandt både danske og udenlandske profiler i truppen. Dertil kommer den første forlængelse med en udenlandsk træner siden 2007, deltagelse i Continental Cup og en plads i pokalfinalen.

Det er fristende at konkludere, at eliteishockeyen i Rungsted ikke har stået så stærk i mange år – hvis overhovedet nogensinde.

Men, der er jo ikke vundet guld endnu?
Nej, det er der ganske rigtigt ikke – endnu. Nøglen dertil ligger i konstant økonomisk fremgang og sikkerhed, samt kontinuitet. Se bare her på Esbjerg Energys genrejsning ovenpå en økonomisk deroute og en æra som underafdeling i en fodboldklub.

Skulle guldet glippe i år, så står man alt andet lige stærkt rustet til fortsat at være med i kampen om guldhjelmene og pokalen, da vi ikke skal begynde fra nul igen næste sæson eller bruge nærmest uendelige ressourcer på blot at sikre økonomisk overlevelse. Det er blandt andet derfor, at konklusionen om at eliteishockeyen sjældent har stået stærkere i Rungsted, er så fristende og lige til at drage.

Rungsted Seier Capital er ikke klar til at tage det næste skridt frem. Rungsted Seier Capital er for længst i gang med at tage det næste skridt frem.

Spøgelset er væk
Skeletterne i skabet var alt for synlige, og tiltroen til sporten i lokalområdet var ikke stor i årene efter de mange konkurser og konstante økonomiske problemer. Men det stærke fokus på at skabe et solidt og holdbart økonomisk fundament for eliteishockeyens fremtid i Rungsted har gjort, at konkursspøgelset er væk, så vi i dag kan koncentrere os om de sportslige resultater.

Glemt er, at man i flere år stillede med et discounthold, hvor blot det at være med i ligaen var en belønning og glæde. Glemt er, at forventningerne i de sæsoner var så små, at selv små nederlag blev betragtet som sejre. Glemt er nok også, at sådan en udvikling tager tid, samt ikke kommer på en gang. Men lad os huske på, at vi står så stærkt i dag, at vi er blevet en faktor, som de traditionsrige jyske topklubber atter skal tage seriøs. Vi er tilbage – genrejsningen er lykkedes, men lad os ikke stoppe opturen her. Lad os fortsætte med at kæmpe for at få Rungsted helt til tops i Metal Ligaen og blive der for bestandigt.