Guldfavoritterne kommer til Champagnebugten




Charlie Sarault Rungsted Ishockey

Efter at have indledt sæsonen på vestkysten tager Rungsted Seier Capital imod guldfavoritterne fra midtjylland, når Herning Blue Fox gæster Bitcoin Arena.
Sæsonens første hjemmekamp. Det havde været en kamp, hvor mange af os uden tvivl havde slået vejen forbi hallen til et brag af en kamp. Det spænder de seneste restriktioner dog gevaldigt ben for.



Tidlig styrkeprøve

Der er sket en del udskiftninger i begge lejre ovenpå sidste sæson. Flere af de ”nye” ansigter er dog yderst velkendte, men hvordan er de to hold smeltet sammen på nuværende tidspunkt?

Set med Rungsted-briller så er det et yderst spændende matchup, hvor vi for alvor kan se, hvordan Rungsted står overfor Herning i denne sæson.

Efter at have haft et markant overtag mod Herning i guldsæsonen tippede fordelen over til rævenes fordel i sidste sæson.

Holder statistikken fra de sidste to sæsoner, så er det det hold, der vinder det første slag, der har overtaget sæsonen igennem.

LÆS MERE: Dagens spilforslag: Målspil på topopgøret mod Herning



Ikke flere gaver, tak

Det er næsten lidt samme fornemmelse som til juleaften, når man spændt venter på at se powerplayet med Charlie Sarault, Tim Daly og Nikolaj Rosenthal folde sig ud igen.

Forventningerne og forhåbningerne er der. Så forhåbentligt får de fans, der kan komme i hallen nogle gaver på den front.

Gaver, dem må der godt være færre af i defensiven, end der var i Esbjerg, hvor især de to fem mod fem-scoringer var i gavekategorien.

I Herning var der ligeledes gang i netmaskerne, hvor hjemmeholdet indkasserede intet mindre end seks mål. Den må have gjort ondt.

Det vil derfor uden tvivl være et Herning-mandskab, der rammer Bitcoin Arena med fokus på det defensive. Men kan den lukke ned for to stærke offensive kæder og en Rasmus Andersson, der ser ud til at have fået indstillet kanonen rigtigt godt tidligt på sæsonen?