Hagen bekræftet som ny sportschef




Rygterne talte sandt, Morten Hagen blev i dag præsenteret som ny sportschef i Rungsted Seier Capital.

Ansættelse af Morten Hagen, der blev ansat per 1. juli 2018, sker med henblik på at optimere scoutingen af spillere i både Danmark og udlandet. Derudover skal 36-årige Hagen fungere som sparringspartner med trænerteamet vedrørende spillerudvikling og strategi.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Morten og jeg kender hinanden særdeles godt gennem de seneste 20 år, udtaler Rungsteds direktør Thomas Friberg på klubbens hjemmeside og fortsætter:

– Vi har spillet ishockey sammen og har arbejdet sammen, både hos Copenhagen Hockey og på U18-landsholdet. Hvad de færreste nok ved, er, at Morten helt fra starten af projektet i 2013 har rådgivet os omkring scouting af spillere og trænere. Jeg er glad for, at hans rolle nu bliver mere officiel i klubben.