Holten Møller navnet har i årtier været et synonym med ishockey og i særdeleshed med ishockey i Rungsted. Nu er boksesporten også blevet en del af den idrætsscene, hvor Holten Møller-navnet er med til at sætte sit præg, da Mikkel Holten Møller er blevet en del af den danske boksescene efter valget til Danmarks Bokse Unions lovudvalg.
Efter 253 ligakampe, de fleste for Rungsted, lagde Mikkel Holten Møller i 2016 skøjterne på hylden. Nu gælder det boksesporten, hvor den 27-årige jurist er blevet valgt ind i Danmarks Bokse Unions lovudvalg.
– Altså det hele er jo meget nyt, men grundlæggende er ideen at jeg skal være med til at sikre, at Danmarks Bokse Unions love og reglementer er udarbejdet i overensstemmelse med Dansk idrætsforbunds og det internationale bokseforbunds love og reglementer og så herudover være med til at indarbejde ændringer i love og reglementer efter vedtagelse på repræsentantskabsmøderne osv. Men som sagt er det meget nyt det hele, fortæller Mikkel Holten Møller til Champagnebugten.
Nielsen, Tyson og den smukke fortælling
Passionen for boksning slog rod i Mikkel Holten Møller til en speciel kamp tilbage i 2001.
– Mit tidligste minde er Brian Nielsen mod Mike Tyson i Parken den 13. oktober 2001. Det var lidt ligesom, at lynet slog ned. Jeg var dybt betaget af det hele – og jeg har været det lige siden. I min optik er boksning en fortælling om to mænd i en ring, som kæmper. Og med sig i ringen tager de hele deres liv. På den måde bliver boksekampen en fortælling om to mænds liv, og sådanne fortællinger kan som bekendt være utroligt smukke, men selvfølgelig også utroligt sørgelige. Men fortællingen har altid tiltalt mig, og det er det, som er det centrale, fortæller Mikkel Holten Møller.
I ringen af en omvej
Selv har Mikkel Holten Møller aldrig bokset. Spillestilen på isen var ej heller i den retning, så der skulle en omvej til, for at den 27-årige tidligere Rungsted-back kom ind i boksesporten.
– Hvad angår boksningen kom det alt sammen lidt af en omvej. Jeg havde igennem længere tid gået med tanken om, at det kunne være sjovt at prøve sig af som boksedommer. Igennem Simon Lindal blev jeg introduceret til Søren Rommelhoff, som tog mig under sine vinger og fik mig ind i Karlebo Bokseklub. Herefter gik det stille og rolig med uddannelse som sidedommer og sidenhen kampleder.
– Jeg kan ikke påstå, at jeg selv har bokset. Mit eneste aktive bekendtskab med boksningen er Simon Lindals træning oppe i Hørsholm Bokseklub i forbindelse med den årlige sommertræning. Så udover at jeg sommetider virker som kampleder, er jeg ikke aktiv i ringen, fortæller Mikkel Holten Møller.
Isen er ikke smeltet
Selvom den aktive tid på isen er forbi, har Mikkel Holten Møller ikke sluppet sporten helt. Ved siden af sit arbejde som fuldmægtig i Udlændinge- og Integrationsministeriet er den tidligere Rungsted-spiller medlem af DIU’s amatør- og ordensudvalg.
– Ishockeysporten vil jeg af åbenlyse årsager aldrig kunne slippe, og har heller ikke noget ønske herom. Boksesporten har omvendt været et meget positivt nyt bekendtskab og er vel grundlæggende en sport, som ikke altid får den anerkendelse, som den fortjener. Men jeg vil sige, at det er meget inspirerende, at omgås de mange ildsjæle og rare mennesker, som både bokse- og ishockeysporten indeholder, siger Mikkel Holten Møller.