Malthe Setkovs skifte fra Malmö Redhawks skulle sikre den NHL-draftede back mere istid og en større rolle, end den han kunne få denne sæson hos SHL-mandskabet.
I forbindelse med Setkovs skifte til Allsvenska-oprykkerne fra Kristianstads IK ser det ud til, at det er Setkovs landsholdskollega, Mathias Røndbjerg, der har trukket Sorte Per.
Efter at have dannet backpar med Morten Jensen i hovedparten af sæsonen, for det meste i tredjekæden, men også et par gange i førstekæden, er Mathias Røndbjerg gledet ned som syvendeback i oprykkernes fjerdekæde.
Røndbjergs degradering har dog ikke været helt omkostningsfrit for oprykkerne, der faktisk har tabt begge de to kampe, hvor de har haft Røndbjerg nede som syvendeback.
Hvilke konsekvenser kan det få?
Det er næppe fedt at gå fra en plads i de tre første kæder til rollen som syvendeback og indhopper.
I Mathias Røndbjergs tilfælde skal man dog huske på, at det er hans første i Sverige, så der kommer sandsynligvis til at være nogle perioder, hvor det gælder om at betale lidt lærepenge og ellers kæmpe hårdt for at vise sin værdi.
Når det er sagt, så er det dog næppe en ideel situation for Røndbjerg, både med henblik på udviklingen og muligheden for en plads på landsholdet. Manglende istid vil her næppe gavne noget på begge fronter.
Hvis vi tager de blå briller på, så kan det åbne op for muligheden af en dansk backforstærkning hos de danske mestre, skulle Røndbjergs situation ikke ændre sig.