Lillie kommer til Rungsted med ambitioner




Med Thomas Lillie i målet har Rungsted Seier Capital den ene halvdel af den kommende sæsons målmandsteam på plads. Den eftertragtede sønderjyde endte i Rungsted, hvor klubbens udvikling og præstationer i løbet af den forgangne sæson trak i den ambitiøse 22-årige målmand.

– Jeg valgte Rungsted, fordi det er en klub, der er på vej frem. De fik et flot resultat sidste år, og jeg tror, at Rungsted er et godt sted for mig at udvikle mig endnu mere, fortæller Thomas Lillie til Champagnebugten.

Lillie, der i sidste sæson nåede en landskamp, kommer til Rungsted ovenpå to sæsoner i Frederikshavn, hvor spillet ikke helt flaskede sig for den unge målmand i den netop afsluttede sæson.

– Jeg følte ikke helt, at den forgangne sæson gik, som jeg gerne ville, hverken resultat eller præstationsmæssigt. Hvad der gjorde udfaldet, ved jeg ikke, men jeg var skadet næsten hele pre-season og kom for sent i gang igen. Jeg føler dog selv, at jeg spillede et godt slutspil, bare synd vi ikke kunne udfordre dem (red. Aalborg) mere, end hvad vi gjorde, siger Rungsteds nye nummer 31.

Med bronzemedaljerne skød Rungsted Seier Capital sig for alvor ind i toppen af dansk ishockey – en plads man har arbejdet hen imod siden tilbagevendelsen til Metal Ligaen. Nu gælder det næste skridt, nemlig at komme helt til tops.

– Jeg forventer at holdet vil frem. De fik et godt resultat sidste år, og det er jeg sikker på, at vi kan bygge videre på. Personligt forventer jeg, at jeg får en bedre sæson, som kan hjælpe til at skabe resultater.

– Jeg har fået som indikationer, at jeg går ind som et førstevalg, så er det jo selvfølgelig også en betingelse af præstation, at man får lov til at være førstevalg. Jeg har været førstevalg i to år i Frederikshavn nu og er blevet det ældre, så nu ved jeg hvad det kræver, fortæller Thomas Lillie.

 

Foto: Marc Andersen – Photo-Andersen.dk