Marcus Nielsen udskifter hockeystaven med politistaven




Marcus Nielsen har spillet sin sidste hockeykamp. Rungsted-knægten, der var med fra den første sæson i 1. division og hele vejen op til DM-bronzen, har valgt at lægge skøjterne på hylden.

Efter 252 kampe i Metal Ligaen takker 24-årige Marcus Nielsen af som ishockeyspiller. Her blev det til syv sæsoner på førsteholdet i Rungsted og en pokaltitel til den alsidige spiller, der både gav den som forward og back, når holdet havde brug for det.



Politiet trækker i Nielsen

Fremtidsplanerne er allerede på plads hos #95, der går efter en karriere indenfor politiet.

– Jeg har valgt at lægge skøjterne på hylden for at satse 100% på min uddannelse på politiskolen. Tidsmæssigt har jeg simpelthen ikke mulighed for at gøre begge dele, og det er selvfølgelig utrolig ærgerligt, men i sidste ende kommer uddannelsen i forreste række for mig, fortæller Marcus Nielsen til Champagnebugten.

– Det har bestemt ikke været et let valg. Jeg har haft utrolig mange tanker og overvejelser undervejs. Jeg har trods alt spillet ishockey, siden jeg var fire år gammel og det har været det, som jeg har satset på uanset hvad. Da jeg var yngre, kom skolen og alt andet altid i anden række.

– På et tidspunkt bliver man også nød til at se på, hvor langt en hockeykarriere kan række og være lidt realistisk omkring sin fremtid. Derfor har jeg valgt, at det skal være nu, fortæller Marcus Nielsen.



Drømmer om en plads i aktionsstyrken

Det bliver derfor ikke hockeytrøjen, der bliver trukket over hovedet, når sommeren er forbi. Går drømmen i opfyldelse, bliver det politiuniformen.

– Nu starter jeg forhåbentlig på politiskolen til november, og så må vi se, hvad fremtiden byder. Min plan B har altid været at få en karriere indefor politiet. Lige nu drømmer jeg om, at jeg en dag kan blive en del af aktionsstyrken. Jeg tror, at min “ishockeyuddannelse” har givet mig en masse kvaliteter, til at nå det mål en dag ude i fremtiden, siger Marcus Nielsen.



Et liv fuld af minder

Med beslutningen om at lægge skøjterne på hylden er der to oplevelser i et liv med ishockey, der har en særlig plads hos #95, der fik sin førsteholdsdebut som 15-årig.

– Hver dag har været en oplevelse i Rungsted, men at vinde pokalfinalen med mine bedste venner, foran Danmarks bedste fans, var en kæmpe oplevelse. Udover det er det fantastisk at se, hvor Rungsted er i dag, når man tænker, på hvor vi var dag et i 2013/2014-sæsonen.

– På U-landsholdene har jeg også haft en masse gode oplevelser. Men u20 VM i Toronto har uden sammenligning været den aller største, siger Marcus Nielsen og slutter af med en hilsen til de mange mennesker i og omkring ishockeyen i Rungsted:

– Jeg vil gerne takke Rungsted for alle de fantastiske oplevelser, der har været gennem tiden. Jeg har ikke ord for, hvor meget klubben betyder for mig. Vi ses i hallen til næste sæson!
#95