Hvornår bliver det Feuk og Rosenthals tur?




Truppen til de forstående landskampe i Østrig er udtaget, og vi er nødt til at knytte en kommentar eller to dertil, for der er et par valg, eller nærmere fravalg, som vi i den grad ikke forstår.

Det kan næsten lyde som konspirationsteorier, men det begynder næsten at virke personligt, når vi ser på nogle af landstræner Janne Karlssons fravalg. Og ja, I har gættet rigtigt, det drejer sig om et par Rungsted-spillere.
Mens vi glæder os over, at Jonas Røndbjerg får chancen, samt at Mikael T. Christensen havde været med i truppen, hvis han ikke var skadet, så undrer det os i den grad, hvorfor der endnu en gang er set bort fra Sebastian Feuk og Nikolaj Rosenthal i truppen.

Vi er udmærket klar over, at udtagelse til landsholdstrupperne i løbet af sæsonens træningskampe ikke er ensbetydende med, at spillerne er med i den endelige VM-trup, da træningskampene bruges til at give potentielle emner chancen for at vise sig frem i landsholdstrøjen. Det er netop denne chance, som vi undrer os over, at Feuk og Rosenthal endnu ikke har fået.

Sebastian Feuk
I denne omgang er de to målmandsposter gået til Thomas Lillie fra Frederikshavn og Nicolaj Henriksen fra Esbjerg. Lad os lige sammenligne deres statistik for denne sæson med Feuks:

Thomas Lillie
Spillede kampe: 17 (spillet i alle Frederikshavns kampe), redningsprocent: 89,97 (pt. nummer 12 i ligaen), mål imod gennemsnit: 2,46, mål imod i alt: 39.

Nicolaj Henriksen
Spillede kampe: 13, redningsprocent: 86,38 (pt. nummer 21 i ligaen), mål imod gennemsnit: 3,52, mål imod i alt: 41.

Sebastian Feuk
Spillede kampe: 6, redningsprocent: 94,58, mål imod gennemsnit: 1,51 (pt. nummer 3 i ligaen), mål imod i alt: 9.

Det skal lige med, at nummer 1 på listen over bedste redningsprocent er Gentoftes Frederik Hansen, der har stået 10 minutter i en kamp, så groft sagt kan de tre målmænd rykke en plads op på listen. Ergo, Sebastian Feuk har ligaens næstbedste redningsprocent – og klart bedste redningsprocent blandt danske målmænd i ligaen.

Det ligner i den grad en udtagelse, der er foretaget på sidste sæsons meritter, når man udtager en målmand med en redningsprocent, der er næsten ni procent dårligere.

Idet Lillie og Henriksen har stået flere kampe, så kan man måske godt kræve en sammenligning med en konkurrent med samme antal kampe. Det kunne være VM-målmanden Simon Nielsen, der også har spillet seks kampe, hvilket har givet en redningsprocent på 92,31 – 2,27 dårligere end Feuks, og et GAA på 2,05 – 0,54 dårligere end Feuks.
Tilbage er blot at spørge, hvad skal der til, for at Feuk får den chance, som han i den grad fortjener?

Nikolaj Rosenthal
På forwardsiden er der endnu en gang ikke blevet plads til Nikolaj Rosenthal. Pladserne til Metal Liga-forwards er i stedet gået til Kristian Jensen, Julian Jakobsen, Felix Scheel, Søren Nielsen, Martin Højbjerg, Mikkel Højbjerg og Matthias Asperup. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved Julian Jakobsens plads, men derimod undrer vi os over, hvordan en af de resterende pladser endnu engang ikke går til Nikolaj Rosenthal.

Rosenthal har siden sin debut i den hjemlige liga spillet 236 (grundspils)kampe og lavet 181 point – altså et snit på 0,77 point per kamp. For to sæsoner siden blev det endda også til 20 mål i grundspillet. Hvor tit ser man lige en dansk spiller score 20 eller flere mål i grundspillet? Den sæson var det kun Nicolai Mayer og Thomas Spelling blandt danske spillere, der havde scoret flere mål end Rosenthal. De fik begge landskampe den sæson. Det samme gjorde Jannik Karvinen, der ligesom Rosenthal scorede 20 mål den sæson. Og vi kan nævne utallige spillere, der med dårligere produktion fik landskampe.

Alligevel har den nu 26-årige Rungsted-forward aldrig spillet en landskamp. Sammenligner vi de nævnte spillers produktion i Metal Ligaen, så matcher eller distancerer Rosenthal samtlige af de ovennævnte spillere. Det ligner mest af alt et bevidst og konkret fravalg af en spiller, som ikke bunder i spillerens meritter.

Mens vi er i gang, er det også fristende at spørge til, hvornår Morten Jensen får chancen. Hvis den skade som Daniel Nielsen pådrog sig i fredagens kamp, er så slem, at den holder ham ude under landskampspausen, så bør Janne Karlsson i den grad vende blikket mod Rungsted, hvor der løber en ung back rundt, som indenfor få år bør være fast mand i VM-truppen.