Natten til lørdag (nytårsaften) var Oliver True tilbage i kamp for Ottawa 67’s, efter han havde været med det danske U20-landshold op til U20 VM.
Vi har talt med det unge Rungsted-talent om skiftet til Canada og de mange udfordringer, der skal håndteres, når man forlader hjemmet for at flytte om på den anden side af jorden for at spille ishockey.
I sommers tog Oliver True springet til Canada. Drømmen skulle udleves. Drømmen om at spille sig til en plads i verdens bedste ishockeyliga fik ekstra næring, da den unge Rungsted-forward forinden var blevet draftet til OHL (Ontario Hockey League), en liga der gennem årene har fostret NHL-stjerner som John Tavares, Patrick Kane, Eric Lindros og selveste Connor McDavid, så der er en grund til, at den canadiske juniorliga er populær blandt unge spillere.
Springet fra de vante rammer i Rungsted kan være noget af en mundfuld, når man som 17-årig flytter om på den anden side af jorden.
– Det har været en smule nervepirrende, at skulle så langt væk hjemmefra for første gang – men jeg er faldet rigtig godt til herovre, og der er super gode forhold her, som gør tingene nemmere.
– Selvfølgelig savner man sin familie, sin kæreste, sine venner og ikke mindst min mors gode mad (haha), men jeg føler mig rigtig godt tilpas herovre og jeg er meget glad for det, fortæller Oliver True til Champagnebugten.
For at skabe et godt hjemligt miljø for de unge spillere, bliver de typisk indkvarteret hos værtsfamilier, enten selv eller også to til tre spillere sammen.
– Jeg bor sammen med to andre spillere hos en super sød værtsfamilie, som har taget rigtig godt imod mig, hvilket har gjort det nemt for mig at falde godt på plads. Der er altid mad klar til os, når vi kommer hjem fra træning og kampe, så det er dejligt.
Passer skolen ved siden af ishockeyen
Alt drejer sig dog ikke om ishockey, selvom Oliver True er flyttet til Canada for at spille ishockey. Skolebænken er nemlig ikke blevet sluppet.
– Vores hold har et samarbejde med en skole i Ottawa, så alle de unge spillere går i high school og de ældre spillere går på universitet. Vores skole er meget fleksible, når det kommer til mødepligt og at aflevere vores opgaver, da vi tit er på roadtrip og ofte kommer sent hjem fra træning, så det er fornemt. Jeg står op og tager i skole om morgenen til lidt efter formiddagen, hvorefter jeg så tager direkte til hallen, hvor vi så har fuldt program med hockeyen, siger den danske Ottawa-spiller.
Alle kan slå alle
Man fristes til at sige, at tilstandene i den canadiske liga minder om dem, som man kender i Metal Ligaen, nemlig at stort set alle hold kan slå hinanden, hvis man ikke er på mærkerne, når pucken smides.
Der er naturligvis et større setup i OHL, da klubberne fungerer som talentfabrikker for NHL, end man kender det herhjemmefra.
– Det er utroligt professionelt, og her er super gode faciliteter. Det er en sindssyg god liga, som er meget konkurrencepræget. Alle vil være de bedste herovre, der er så meget konkurrence og vilje i ligaen. Alle kan slå alle. Det kan jeg rigtig godt lide, for så bestræber man sig efter at blive bedre og bedre hver dag.
Efter et liv på den danske is var der selvfølgelig været behov for tilvænning, da det gik løs på den mindre canadiske bane.
– Der er ingen tvivl om, at spillestilen er meget anderledes herovre i forhold til hjemme i Danmark. Så det har krævet en del tilvænning. De små baner er nok den største tilvænning, det går sindssygt hurtigt og man skal hele tiden være klar på, at have en mand i hovedet på en når man får pucken. Det er med at være klar hele tiden og være fokuseret, når tingene går så hurtigt. Ellers bliver man straffet på sine fejl.
– Det er også meget fysisk herovre, man har hele tiden en mand på sig og kan forvente at blive tacklet hele tiden. Alle er i rigtig god fysisk form, så det er vigtigt at være stærk og at man ikke er på flade fødder.
Ny i en ny verden
Med nye omgivelser på og udenfor isen, bliver man som ung ishockeyspiller bombarderet med nye indtryk, som man skal tage til sig og forholde sig til, samtidig med at man skal holde fokus på sin egen udvikling, da det er den, som Oliver True tog til Canada for at styrke.
– Jeg gik ind til sæsonen med en forventning om, at udvikle mig så meget som muligt og vænne mig til den nordamerikanske spillestil. Jeg kom over med en forhåbning om, at jeg kunne være en spiller, som gør en forskel på banen. Jeg er stadig meget ung, så jeg kom med en forventning om, at blive bedre hver dag og lære en helt masse både på og udenfor banen.
– Jeg synes, at jeg kom lidt langsomt fra start og skulle lige vænne mig til spillestilen og vores gameplan. Men jeg føler hele tiden, at det bliver bedre og bedre og jeg føler allerede, at jeg har udviklet mig utroligt meget. Jeg har fået mere selvtillid på isen, hvilket gør tingene nemmere for mig. Jeg får godt med istid, og er så heldig, at være en del af vores boksplay og powerplay, så det sætter jeg pris på, fortæller Oliver True.