Optakt: Årets sjoveste kampe venter




Mattias Persson Rungsted Ishockey

For nogle er dagene mellem jul og nytår reserveret til at hvile maven ovenpå alt for mange dage med julemad. For andre er dagene mellem jul og nytår ensbetydende med en ting – nemlig ishockey! De såkaldte ”nytårsbrag” venter i en lækker form, når Rungsted Seier Capital tørner sammen med Rødovre Mighty Bulls to dage i streg.

Slaget om Sjælland er i denne omgang et top mod bund-opgør, hvor det for Rungsted Seier Capital gælder om at tage to vigtige sejre, idet forfølgerne fra Vojens næppe smider meget i deres nytårskampe, hvor SønderjyskE møder Odense. For Rødovre gælder det, at kampene kan kaste lidt gratis point af sig, da man næppe budgetterer med fuld valuta, når man som playin-truet hold møder topholdet.

Svar på tiltale
De seneste par kampe har set et Rungsted-hold ramt af en række afbud. Det gav næsten flashbacks til sidste sæson, da der til sidste kamp manglede seks spillere, hvoraf de fem var forwards. Alligevel blev det her til sejre over Herlev og Odense, mens det blev til et smalt nederlag i Vojens, hvor SønderjyskE også havde et par enkelte på skadeslisten.

Mange – især jyske ”ishockeyeksperter” har på flere ishockeymedier varslet spænding om, hvorvidt Rungsted er holdbare, skulle skaderne ramme. Det spørgsmål er drengene ved at besvare i disse dage. Med Mattias Persson og Simon Fredriksson tilbage efter sygedomsfravær, er fraværslisten nede på fire spillere: Rasmus Andersson, der forventes tilbage i januar, U20 VM-aktuelle Gustav Green og Oscar Schulze, samt langtidsskadede Mikael T. Christensen.

Bredden på holdet er måske bedre, end hvad mange tilhængere af andre hold vil erkende.