Optakt: Forsmag på Final 4 og 10 på stribe




Den første af to smagsprøver på Final 4 står på programmet, når Rungsted Seier Capital tager imod de forsvarende mestre og pokalvindere fra Aalborg Pirates i en kamp, hvor Rungsted kan udbygge stimen af sejre til 10 i træk.

Foruden de ovennævnte ting, så er sæsonens tredje opgør mod Aalborg også en yderst vigtigt kamp, da Rungsted Seier Capital med en sejr her kan distancere de nordjyske forfølgere yderligere og dermed styrke muligheden for at slutte øverst i grundspillet.

LÆS MERE: Rungsted-trio har kurs mod U20 VM

Stabilitet kontra svingninger
Mens Rungsted Seier Capital har været yderst stabile over de seneste 10 kampe, hvor det som bekendt er blevet til ni sejre og blot et enkelt nederlag, har de nordjyske mestre været noget mere svingende. Her er der længe imellem de længere stimer, så Aalborg har blot vundet seks ud af de seneste 10, mens de har præseteret en målscorer på 29-29.

Rungsted viste sig også stærke hjemme i Bitcoin Arena, da sidste sæsons pokalfinalister tørnede sammen i det første opgør, mens situationen var noget anderledes, da Rungsted Seier Capital indkasserede et sjældent nederlag til Aalborg.

LÆS MERE: Dagens spil: Rungsted Seier Capital – Aalborg

Topkæderne er flyvende
Vi har ingen meldinger om ændringer i Flemming Greens trup i forhold til sejren over bundholdet fra Esbjerg. Der er dermed heller ingen grund til at tro, at der kommer ændringer i kæderne, der på de fleste punkter har været flyvende hele sæsonen. Det er lige før, at der er gået konkurrence i, om det er førstekæden med Charlie Sarault, Tyler Fiddler og Nikolaj Rosenthal, der producerer mest, eller om det er den såkaldte svenskerkæde med Robin Bergman, Mattias Persson og Marcus Olsson.

Fortsætter drengene det imponerende og flotte spil, så er det nærliggende at tro, at Thomas Spellings forspring på topscorerlisten reduceres i tirsdagens topopgør.