Optakt: Første gensyn med Marcus Nielsen




Tirsdag aften gælder det sæsonens tredje træningskamp, når Rungsted Seier Capital drager til Fyn. Her gælder det mødet med Marcus Nielsen og hans nye holdkammerater fra Odense Bulldogs.

Det bliver uden tvivl en underlig oplevelse at se Marcus Nielsen i Odense-trøjen, men ikke desto mindre bliver det sandsynligvis også til en førstegangsoplevelse, idet Simon Fredriksson forventes at være med. Det bliver spændende at se den store svensker på isen.

Bulldogs post Mitchell
Odense bliver en underlig størrelse i denne sæson. Det bliver første sæson post Dale Mitchell, men samtidig også en sæson i besparelsernes tegn for de fynske bulldogs. Set med Rungsted-briller skal kampene mod Odense gerne kaste så tæt på 15 point af sig som muligt.

Hvad der lige helt venter tirsdag aften i Odense, er dog svær at spå helt konkret om. Som udgangspunkt må der dog forventes et sultent Bulldogs-mandskab med mange unge spillere, der alle kæmper deres chance for at tilspille sig en plads i ligaen.

Forstærkning på backlinjen
Tirsdag er der dog kun tale om en træningskamp, så vi holder her fokus på Rungsted. Her er der med tilgangen af Fredriksson lagt op til småændringer i backparene. Foruden Fredriksson meldes også Mathias Røndbjerg kampklar, så backlinjen får en markant forstærkning i forhold til de to første træningskampe. Der er således kun Tim Daly, der stadig ikke er meldt klar, så vi kan måske få første glimt af de backpar, som Flemming Green vil gå ind til sæsonen med.

På forwardsiden går meldingerne på, at Nikolai Gade ikke er med. Gade måtte også udgå i fredagens kamp i Bitcoin Arena.

HUSK! Kampen spilles kl. 19.30 og ikke kl. 19.00, som enkelte steder annonceret (bare hvis nogen har tænkt sig at tage turen til Odense).