Så gælder det igen. Efter en lille uges tiltrængt kamppause går det atter løs i aften, når bussen kører mod Odense.
Udfordringerne med Odense og hele skadessituationen taget i betragtning, så må vi nok erkende, at Odense desværre er favoritter forud for aftenens opgør. Vi håber derfor, at ”underdogs” slår Bulldogs.
Ovenpå Rungsted Seier Capitals udmelding omkring skadessituationen kan det være fristende at håbe på, at der er flere spillere med bussen denne gang, end det har været tilfældet i den forgangne uge.
Skal man være lidt fræk, så har hele situationen i forhold til sæsonens tredje kamp mod Odense også en helt anden karakter end de foregående, hvor kvalifikationen til Final Four stod på spil. Denne gang handler det om at finde sig selv og spillet med henblik på at blive klar til slutspillet. Det kan selvfølgelig godt have sine udfordringer, når lazarettet er så velbesøgt, som det er for tiden.
Vi ved, hvad der venter
Det kan godt lyde som om, at analysen er sat på repeat, men Mitchell, Camara og Nielsen bliver uden tvivl trioen, der skal forsøges holdt væk fra målet. Odenses førstekæde – især Mitchell og Camara, har stået for fire ud af de seks scoringer, som Rungsted i denne sæson har indkasseret mod Odense. Det kræver dog en god matchning af kæderne, samt en begrænsning af powerplays til hjemmeholdet, hvis det skal lykkes.
Indtil videre i denne sæson er Brendon Nash og Morten Jensen ikke sluppet godt fra møderne med Odense, da backparret har været inde på fire af Odenses seks mål i de to kampe, herunder tre af målene fra Odenses førstekæde, inklusiv et i powerplay. Rammer vi en matchning med Nash og Jensen overfor Mitchell, Camara og co., så kræver det en stærk kamp af makkerparret, hvis Rungsted skal have muligheden for at tage fra Fyn med point.
Husk at du kan følge kampen live på Champagnebugten eller via vores Twitter-profil.