Ny kamp, nyt krav til pligtsejr. Det må næsten være opskriften for Rungsted Seier Capital, når Herlev Eagles kommer på besøg i Bitcoin Arena.
Det kan lyde lidt selvfedt, men Rungsted har efter 20 kampe flere end dobbelt så mange point som Herlev, så det er svært at komme uden om, at det skal og bør være en sejr til Rungsted, der venter i aften.
Fra målfest til solid defensiv
Tidligere har opgørene mod Herlev nærmest været garanti for målfest. Hvem husker ikke 9-0 og 2-7 kampene fra sidste år på denne tid?
Det er så stik modsat i øjeblikket. Sæsonens to kampe mod Herlev har kastet to 2-1 sejre af sig til Rungsted Seier Capital.
LÆS MERE: Dagens spilforslag: Rungsted henter pligtsejren
Røndbjerg tvivlsom
Mathias Røndbjerg måtte udgå i tirsdagens sejr over Odense, efter han fik en slashing over hånden. Hvorvidt hånden har det godt nok til, at Røndbjerg allerede er kampklar igen i dag, må derfor siges at være ret tvivlsomt.
Det kan dermed ligne mere istid til Oscar Schulze, der dækkede hullet efter Røndbjerg i Odense.
Kan topkampen falde ud til Rungsteds fordel?
Mens Rungsted Seier Capital tager imod Herlev Eagles, så er der topkamp i Aalborg, hvor Pirates tager imod Esbjerg Energy, der efterhånden har fået etableret sig solidt på tredjepladsen.
En sejr til Esbjerg kan reducere deres hul op til Aalborg, samtidig med at det kan give Rungsted muligheden for at skabe lidt luft i toppen.