Optakt: Slaget om top seks begynder i Esbjerg




Optimismen og troen på tingene kan hos mange ligge på et meget lille sted ovenpå fredagens nederlag til Gentofte. Med ni kampe tilbage er det alfa og omega, at der kommer en sejr i hus, når Rungsted Seier Capital møder de forsvarende mestre fra Esbjerg.

Udsigterne er en anelse dystre, hvis der ikke kommer en sejr i hus i Esbjerg. Afhængig af hvordan det går i kampen mellem Aalborg og Rødovre, så kan Rungsted risikere at have minimum fire point op til sjettepladsen, hvis det ikke bliver til en sejr over Esbjerg.

Sender rivalerne os ud i play-in?
Nederlaget til Gentofte blev ikke mindre frustrerende af, at sidste sæsons sølvvindere har vundet fire ud af fem slag om Strandvejen i denne sæson og kostet os 13 point. Med 13 ekstra point havde vi ligget nummer tre og pustet Aalborg på andenpladsen i nakken.
Når der om ni kampe skal trækkes en tyk streg i sandet, kan det meget vel blive de tætte nederlag til Rødovre og Gentofte, der ender med at sende Rungsted ud i play-in, med mindre der bliver ramt en positiv og stabil stime i den resterende del af grundspillet.

Optur vs. Nedtur
Mens formkurven igennem længere tid har peget i den kedelige retning for os, så har den været opadgående for Esbjerg. Med tilgangen af den stærke amerikanske center, Adam Miller, har esbjergenserne fået den stærke center, som de – ligesom flere andre hold, har tørstet efter. Med fem point op til Odense på fjerdepladsen og de to holds form taget i betragtning, så er der ingen grund til ikke at tro på en mulig fjerdeplads, hvis man spiller i den gule Esbjerg-trøje.
Værre står det til hos vores elskede Rungsted-hold. Foruden den håndfuld skader, der virker til at være permanent vedblivende, så går resultaterne i den forkerte retning frem mod slutspillet.

Live i pausen
Vi har desværre ikke mulighed for at liveopdatere i løbet af perioderne fra kampen mod Esbjerg, men der vil komme opsummeringer på perioderne på Facebook i pauserne, samt et referat efter kampen.