Optakt: Svær opgave venter i det nordjyske




Ovenpå to sejre i sæsonens første kampe venter der nu noget af en styrkeprøve i det nordjyske, når Rungsted Seier Capital fredag aften møder Frederikshavn White Hawks.

Rungsted viste i Herning stor styrke i fem mod fem. Hernings ene scoring kom dog i fem mod fem, men det var syv sekunder efter et powerplay, så det er nærliggende at tro, at den ikke var kommet, havde der været et spilstop efter Mattias Perssons udvisning udløb.

LÆS MERE: True klarede første cut

Mitchell 2.0
Vi har elsket at hade ham, da han spillede for Odense Bulldogs. Om det ændrer sig, nu hvor det virker til, at der er skruet lidt ned for charmen – i hvert fald hvis man spørger ham selv, skal vi lade være usagt, men der er næppe tvivl om, at Dale Mitchell også bliver en fremtrædende karakter hos Frederikshavn.
Defensiven er nærmest intakt i forhold til sidste sæson, hvor Mark Müller er eneste back, der har forladt de hvide høge, der til gengæld har fået tilgang af Ian Brady og Henri Auvinen.
De store udskiftninger har til gengæld været på forwardsiden, hvor William Boysen er blandt de otte nye forwards hos Frederikshavn. Alt i alt er vi fristet til at vurdere Frederikshavns offensive styrke som nogenlunde uændret i forhold til sidste sæson. Forstærkningen ser derimod ud til at være tilfaldet defensiven.

LÆS MERE: Jarrett lægger skøjterne på hylden og bliver træner

Boxplayet skal mindre i aktion
Det giver snart et deja-vu i forhold til sidste sæson, hvor især Nash og Vernace var glade for at tage plads i boksen. Flere af udvisningerne fra de første to kampe har været mulige at undgå. Hvorfor er det så vigtigt? Hvis tendensen holder stik fra de to første kampe, så har vi en væsentlig fordel ved at spille fem mod fem, hvor vi indtil videre har været det bedste hold i begge kampe.
Powerplayet har ligeledes lynet flere gange – hele fem powerplayscoringer i to kampe er det blevet til, men får næppe så mange chancer i Frederikshavn, der blot har taget to udvisninger i to kampe.

Uændret trup
Kampen i Herning var uden unge Bertram Jelert, der ligeledes er fraværende til kampen i det nordjyske. Pladsen blev fint udfyldt af Oscar Schulze, der også må forventes at gøre det igen i Frederikshavn.
Det er nærliggende at tro, at Nicolai Harries Andersen og Patrick Møller er med i truppen, idet RIK’s 1. divisionshold spiller i Aalborg og Frederikshavn i weekenden. Om de kommer på isen i ligakampen, er dog mere tvivlsomt.

Husk at tjekke dagens spil ud på kampen i Frederikshavn!